Aktiviteter til de mindste i naturen:

Hvad er gode naturoplevelser og -aktiviteter for de helt små børn?
Ikke sjældent hører jeg, at det kan være svært at tilpasse aktiviteter til små børn, for hvor meget kan de egentlig og hvor meget forstår de? Denne artikel beskriver en masse muligheder for at komme i og bruge naturen til oplevelser, aktiviteter og læring for de helt små med det udgangspunkt, at vi ikke må snyde de små for de store ting i verden, og vi må ikke undervurdere, at børn i vuggestuealderen via oplevelser, der kan synes store og abstrakte for dem, gør sig erfaringer på verden, erfaringer, der kan have enorm betydning for deres senere forståelse og interesse. Artiklens udgangspunkt er således, hvordan man kan tilpasse naturaktiviteter til vuggestuebørns behov og vilkår, deres motoriske og kognitive evner, og til alt det praktiske med børnenes tidsmæssige behov for skiftning af bleer og søvn. De 0-3 årige er en spændende aldersgruppe, hvor udviklingen foregår stærkere og hurtigere end senere i livet, og hvor grunden til omverdensforståelse og naturglæde funderes.

Til sidst i denne artikel beskriver jeg konkrete "opskrifter" på mange af de aktiviteter, der kan anbefales, det afsluttende kan således betragtes som et bilag med en slags udvalgt aktivitet-idékatalog til aktiviteter med de mindste i naturen ift. denne artikel.

Det første – og helt elementære – er at lære at nyde at være udendørs. Udendørsmiljøet skal gerne fremstå trygt og med en masse spændende muligheder for sjov, leg og opdagelser. De voksne skal selv nyde at være ude, være trygge for som rollemodeller at vise, at naturen er fantatisk. Natur er for de små børn et endnu bredere begreb, end det almindeligvis er for de fleste voksne. Haven, gården, legepladsen, rabatten, plænestykket er natur, og det er så sandelig også klitten, skoven, engen, søen og havet for de små. Fornemmelse for variation og mangfoldighed dannes ved at få hjælp til at få præsenteret så bredt et udvalg af naturen som muligt - børnene opnår en gryende fornemmelse af, at natur indeholder mange forskellige ting. Det at være positivt i naturen er at føle sig tryg og inspireret, at de voksne hjælper og understøtter børn med at se og opdage ting aktivt. At der skabes et legitimt, positivt oplevelsesmiljø med den voksne selv som aktiv og medoplever. Det er tillokkende, at naturen indeholder det overraskende, det uopdagede, børn bliver opdagelsesrejsende i det nære. Og så er naturen jo verdens største legeplads med alle legeremedier, man kan ønske sig!

Hvor ofte man tager ud med vuggestuebørn er meget forskelligt fra institution til institution. I mange institutioner har man en fast "turdag", det er personalemæssigt håndterbart, men kan også være skrøbeligt, hvis personalesygdom rammer turdagen. Undersøgelser tyder på, at vuggestuebørn med fordel kan tages mere med ud - også mere end på en fast turdag. Personalet bliver med flere ture ud trænede til at skabe rutinerne udendørs, der skal måske ses på hvilke klapvogne, der er mest anvendelige, om man skal have en cykelanhænger med transportkasse og lignende praktiske forhold, at tage mere ud er både en udfordring og en prioritering for hele institutionen. At tage ud på tur for de små skal ikke være en dagsrejse, transporttiden må man gerne minimere, alle institutioner har ikke selv en bus, offentlig transport er en mulighed, men kan være udfordrende med mange klapvogne. Alternativt er at finde områder i nærmiljøet, man kan vandre til, får man øje på mulighederne, bliver man ofte overrasket over, hvad der er i begrænset afstand fra en. Natur for de små er ikke kun store bøgeskove! Og så er der selvfølgelig lige det med det danske vejr: Ingen bør selvfølgelig blive kolde og fugtige i længere tid, så tøj og skiftetøj er en væsentlig faktor en stor del af året. Vejr er dog reelt sjældent et problem for børnene, men måske for de voksne - det element bør man tage op i institutionen!

Man behøver bestemt ikke lade sin natur-tur begrænses af, at de små børn skal have frokost tidligt, skal skiftes eller skal sove. Tværtimod kan disse rutiner få nye, spændende, hyggelige og lærerige dimensioner ude. Man kan medtage et transportabelt skifte-bord eller lave et derude (sammen med børnene, godt nok er det pædagogen, der bygger, men børnene kan holde reb etc.), man kan hurtigt fremstille en sovebivuak (søvnen bliver ofte bedre med naturens lyde som baggrund) eller bruge en lejrplads med overdækket shelter (man kan læse om bygning af bivuakker her: https://www.naturpaedagogik.dk/nybivuak.htm). Et skiftebord og en hvileplads udendørs, når vejret er til det, er fantastisk, de små børn elsker at ligge og kigge på bevægelserne og lysets skiften i bladene hen over dem, man kan også flette en sjov drømmefanger af naturmaterialer. Til de lidt større børn kan man grave et latrin, til de mindre kan et latrin være interessant toilet-træning. Vand er man oftest nødt til at medbringe i en vis mængde - og ditto med håndsprit og fugtighedsservietter, hygiejnen skal selvfølgelig være på plads. Mad kan naturligvis medbringes i køletasker, men det er yderst meningsfuld aktivitet at involvere børnene i madlavning i naturen, det kan være over bål eller på kogesæt, der findes talrige gode opskrifter på mad og snacks udendørs, og jord-til-bord-forholdet kan få denne måde få nye, nære dimensioner, en gryende forståelse for, at vores mad i sidste ende kommer fra naturen. Forældrene skal naturligvis orienteres og indgå i dialog om mulighederne, forældre kan tit være en kilde til anderledes inspiration og kan måske af og til indgå i en dagligdag udenfor. Selv om mere udeliv måske er en ændret praksis i institutionen, bør det betragtes som en helt logisk og integreret pædagogisk omstændighed i institutionen - det handler selvfølgelig om natur, men det handler bestemt også om en særlig fordelagtig understøttelse af dagligdags livet og dets rutiner. At dagligdags procedurer og rutiner kan foregå udenfor giver en særlig samhørighed med naturen og selv om såvel børn som voksne skal vænne sig lidt til nye forhold, vil det oftest give en ny ro og fællesoplevelse med mere kvalitetstid. Jo mere "hverdag" der etableres i det udendørs miljø, des tryggere fremstår naturen og des mere vil børnene tage området i anvendelse og gøre rummet til deres eget.

Forberedelse er vigtig i pædagogisk arbejde - også med de små! En del af den pædagogiske professionalisme består af forberedelse - ikke timelang, det er ikke undervisningsseancer, vi her taler om - men forberedelser via refleksioner om, hvad der kan gøre den enkelte dag til en særlig succes. Forbered, hvad man finder i området netop nu, hvilke sansninger børnene skal støttes i, hvilke legemuligheder, der kan skabes, hvilke gode historier, der er, hvilke aktiviteter, der pædagogisk kan sættes i gang, tid og praksisser og hvad der skal tages med og hvordan. Generel viden og erfaring er brændstof til forberedelse. Forberedelse kan til en vis grad også foregå sammen med børnene, det kan være vældigt motiverende for alle at vide, hvad der skal foregå og sammen gøre praktiske forberedelsesting. Gennem god forberedelse kan man i højere grad i praksis improvisere, tilpasse sig forholdene, justere ift. det anderledes og overraskende.

Jean Piaget benævner i sin teori om børns kognitive udvikling (Inhelder, Bärbel & Jean Piaget: Barnets psykologi, Gyldendal, 2002), at børn i alderen 0-2 år er i den sensomotoriske fase, hvor børnenes omverdenserkendelse sker konkret gennem sanser og bevægelser og at barnet dermed træner med at differentiere og generalisere, at kende forskelle og ligheder. I alderen 2-7 år beskriver Piaget, at børnene nu er i den præoperationelle fase, hvor det primære er udvikling af forestillinger, den mentale repræsentation, hvilket giver mulighed for en gensidig dialogisk tilgang omkring naturelementer og oplevelser - børn på omkring 2 år skal trænes heri gennem voksnes lyttende og empatiske tilgang, naturen giver enestående muligheder for at få oplevelser til udveksling og fælles bearbejdning. Små børn tænker og agerer i det konkrete, men har også potentialet til med alderen at tænke abstrakt, reflektere over det ikke-direkte tilstedeværende gennem et symbolsprog, naturens konkrete mangfoldighed og kobling mellem oplevelser og overvejelser giver naturen stærke potentialer med tiden til udvikling af literacy.

Forskelle i kompetencer og motorisk- og kognitiv udvikling mellem vuggestuebørn kan være store. Gode naturaktiviteter er grundlæggende målgruppeuafhængige, de kan tilpasses med få kneb til hvilken som helst aldersgruppe. Med fokus på det sansestimulerende og simpel motorisk udfordring, kan man sikre, at en aktivitet kan tilpasses til forskellige aldre, i nogle sammenhænge er en aldersopdeling en fordel, mens i andre tilfælde giver blandingen af aldersgrupper og evner en styrke i aktiviteten. De mindste kan kigge på de ældre, plagiere og øve med de større som rollemodeller, men kan også nogle gange ødelægge lege og aktiviteter for de større, og da er opdeling fint for at undgå frustrationer. Det beskrevne i denne artikel refererer ikke til en bestemt aldersgruppe blandt de små, generelt skal man ikke være bange for at skabe aktiviteter, der kan synes lidt vel svære og abstrakte, for i de fleste tilfælde er børnene motiverede pga. det nye og anderledes, pga. de større børns reaktioner, pga. de voksnes entusiasme, fordi det er sjovt, og ikke mindst fordi det pirrer og udfordrer de små sansemotorisk også på måder, vi måske ikke umiddelbart gennemskuer.

Start gerne dagen ude med en fælles ”opvarmning” fx yogaøvelsen ”hilsen til morgensolen” (se figuren herover – man kan vælge, hvor længe positionerne skal holdes, men det er lettere, hvis de kører over i hinanden) eller en fælles historie med bevægelse og leg. Sang med lyd af naturinstrumenter er også en fint start-up (se længere nede om lyd). Når børn kommer til et nyt område, vil de ikke som voksne overskue og perspektivere gennem synet, de vil ikke som voksne tænke ”hvor er her smukt”, de tænker i muligheder og de vil i stedet prøve at gøre stedet til deres eget gennem kropslig udfoldelse, mærke rummets størrelse og muligheder ved at bevæge/løbe rundt, lave høje lyde for at mærke lydens ekko, kaste med ting for at fornemme afstande og legepotentialer. Det er derfor vigtigt, at give børn plads og mulighed for at gøre sig de enkle sensomotoriske erfaringer med et naturområde, for de børnene kan se muligheder og opleve trygheden i det.

Naturen er god til yoga og drømmerejser, man kan lukke af for enkeltsanser for at styrke perceptionen mod bestemte ting. Tal om, hvordan her lugter og hvad nu hvis man vender sig om? Hvordan føles forskelligt underlagt og kan man lave et godt soveunderlag med pinde eller er det bedre med friske eller visne blade? Man kan bygge en hule eller en bivuak til at være i, hygge i, sove i, den er også et godt ly mod regn. Gør det hyggeligt at være ude, syng en sang sammen, læs en bog - dialogisk læsning i naturen giver nye perspektiver. Tænd bål op, lav agernkakao og urtepandekager, urtefladbrød med jeres egen marmelade eller hjemmelavet hytteost over bålet. Brug bålet til at lave perler og skrivekridt via glødefri forbrænding, dermed giver man børnene en forståelse for naturens brugbarhed og at alting stammer et sted fra samt at man kan lave meget selv.

En basisplads, hvor alle rutine-aktiviteter og hvor man altid kan finde voksne og opsøge tryghed, er væsentlig. En lidt åbent område, der kan overskues, og hvor man kan finde hinanden og mødes. På basispladsen findes bålstedet (hvis man ønsker det), sovestedet, spisestedet, lege-sammen-stedet, samle-stedet. Basispladsen er lidt som institutionens fællesrum, men også med spisepladserne, skiftepladserne og sovepladserne inkluderet. Rundt om basispladsen er det lidt mere vilde område, hvor man kan gå på opdagelse, lege mere skjult i nicher, tage på safari. De voksne går til og fra i dette område, men kan introducere muligheder og være en del af aktiviteterne her i perferien. Selvbevægelige børn skal der øje på, så de mindste skal kun i begrænset grad gå længere væk eller ind i krat, hvor de ikke kan ses. Basispladsen må godt ligge, så der ikke hele tiden kommer andre mennesker forbi, men alligevel i beskeden afstand fra vejen eller anden transportmulighed. Nogle institutioner har deres helt eget sted, mens andre bruger offentlige tilgængelige bålpladser o.lign. og udnytter, at kunne tage rundt til flere basispladser med jævne mellemrum. Man kan også gøre begge dele, hvis det er muligt....

Når børnene oplever et område som trygt, og de er bevidste om, hvor pædagogerne er, og kan søge hjælp der og de har taget deres eget ejerskab over rummet og mulighederne, vil de spontant lege og søge oplevelser. Strukturerede aktiviteter kan for nogle børn virke tryghedsskabende. Mærk naturen med hele kroppen, tril rundt i forskelligt materiale, gem jer i blade og sand. De mindste skal måske placeres/lægges af en voksen i materialet, det kan være en meget tæt og intim fælles oplevelse at placere et barn i en bunke blade, grine sammen osv. Lav en balancebane (fx. vha. et langt reb) hvor man kan øve sig i at balancere med naturting som sten, pinde, grene og koglerpå hovedet (eller i hænderne). Kram et træ - eventuelt med lukkede øjne og prøv så at finde samme træ igen bagefter, det kræver hjælp til små børn, men det er processen sammen, der er vigtig - ikke resultatet. Tag nogle små spejle, få børnene til at holde dem under hagen og kigge lidt ned i dem, det giver et helt andet perspektiv på naturens rum. Lav et tusindben sammen: Stil jer op på række efter hinanden, og hold hinanden på skuldrene. Det forreste barn er tusindbenets hoved og bestemmer retningen. De andre skal lukke øjnene. Det er jo kun hovedet, der kan se. Forsøg at gå i takt. Man kan fastlægge en bane, som tusindbenet skal igennem, hvis tusindbenet går i stykker på vejen, skal I stoppe og holde fast igen, inden I må gå videre. En måde at mærke underlaget gennem leg er "plukke gulerødder", hvor børnene ligger på maven nede på jorden i en cirkel med benene udad og holder hinanden i hånden - og så skal gulerods-plukkeren hive en gulerod op dvs. bryde kæden. De plukkede gulerødder kan udnævnes til med-gulerodsplukkere. Denne kombinerede motoriske-, sanse- og samarbejdsøvelse er både sjov og kan varieres efter områdets karakter og ønsker. Og hvad en bevægelsesskattejagt, hvor børn i smågrupper følges med en voksen - de voksne har på forhånd opsat nogle laminerede ark med en tegning af et dyr på træer rundt omkring: Man skal ved posterne gøre som dyret gør i omgivelserne: Krybe, rulle, kravle, løbe, gå, hoppe, hinke, springe, snurre, trille, svinge, gynge, vippe, klatre, trække, skubbe, kaste, gribe og balancere. Man kan vha. direkte kropslige erfaringer formidle lidt komplicerede forhold videre til børnene - de skal ikke nødvendigvis forstå det hele, men blot med kroppen opleve nogle af naturens forhold og derved få en begyndende fornemmelse for naturelementers livsvilkår - et eksempel er at lege trærødder: Lad børnene lægge sig omkring et stort træ med en tyk stamme med benene mod stammen og kik op i kronen - fortæl om (evt. via en sjov historie - find selv på) hvordan træet får vand op gennem rødder, karrene i stammen og ud til bladene og hvordan sukker sendes den modsatte vej, lad børnene lave bevægelser her til.

Børnene skal ikke detalje-overvåges, men have mulighed for selv at kaste sig ud i naturens forhold, de voksne skal tydeligt være til stede tæt på, men ikke over børnene. Risky play - risikofuld leg bør indtænkes også for mindre børn, børnene skal ikke beskyttes ovenfra hele tiden, men skal lære at beskytte sig selv og mærke egne muligheder og begrænsninger (http://www.naturpaedagogik.dk/nyflow.htm) og dermed også kunne erkende naturmiljøet som trygt fremfor fyldt med farer. Børnene vil i et åbent og nysgerrigt pædagogisk miljø gentagent henlede såvel de voksnes som de andre børns opmærksomhed på fund i naturen. Børnene skal anerkendes for deres fund og oplevelser, den voksne bør anerkendende give nye muligheder og interesse ved alt, hvad børnene møder og skabe inklusion i gruppen ved herudover at henlede opmærksomhed på objekter og sjove oplevelser, som børnene måske ikke selv har øje for. Sprogudvikling fordrer, at de voksne sætter ord og navne på det man møder: Italesæt begreber og følelser, vinden i håret, kulden på kinderne, solen i øjnene, lugten af mosset, barkens ruhed, edderkoppespindets klistren, løbebillens kildren på hånden osv . Den voksnes kropssprog er vigtigt med denne aldersklasse: Med et spejlet, afstemt og natur-positivt kropssprog (jf. Sterns begreb om affektiv afstemning - se fx. i bogen Affektregulering i udvikling og psykoterapi, Hans Reitzel, 2006), anerkender den voksne barnets fund og oplevelser og med overensstemmelse mellem verbalt og nonverbalt sprog skabes mulighed for lede barnet videre i sine oplevelser. Giv inspiration til eksperimentering: Byg baner til insekterne, byg bolig til insekterne, lav diaramaer med planter, lav vandbaner og prøv at ændre vandets bane, prøv at indsamle vand fx. på et stykke plastic (regnvand, sne eller dug), spring over vandpytter og lav jeres egne - også til at trampe i, gå efter modsætninger kold/varm, hård/blød, lugtfri/lugt, ru/glat, giv plads til barnet fund og indfald, men hold samtidig fast i perspektivet og din læringsorden. Med en mere kunstnerisk tilgang og bevidsthed om æstetiske læreprocessers muligheder ift. naturoplevelser kan naturens forhold perspektiveres endnu mere: Tegn med blade, svampe, bark, mos og se, hvilke farver I får, byg et insekt, I lige har set med pinde, mal på sten, lav monstre/nisser/trolde/fantasidyr af kogler o.lign.

Lav historier sammen med udgangspunkt i konkrete naturoplevelser: Hvad laver fluen, når den flyver rundt? Hvorfor kravler regnormen, som den gør? Hvordan vokser svampen? Hvorfor synger fuglen? Børns tilgang til naturen kan være vældig antropomorfistisk præget (antropomorfistisk betyde ”menneskelignende”, dvs. at naturens organismer opfattes som at have samme følelser og behov som os mennesker), men det er samtidig en måde, hvorpå barnet kommer tættere på naturen, oplever den forståelig, konkret og meningsfuld gennem at opleve naturfænomener med sig selv som udgangspunkt. Det antromorfistiske kan sagtens leve parallelt i en periode med det naturalistiske. Enhver pædagog bør man kunne rumme og perspektivere denne parallelitet og give de antropomorfistiske fortællinger et modspil med viden om ”virkeligheden”. Man kan altså samtidigt godt anerkende barnets tanker og forestillinger og formidle realistiske naturhistoriske fakta. Historier kan også være på vers (fx Haiku-form), som sange osv.

Solsorten synger
Humlebier summer højt
Dejlig sommerdag!

Haiku-digte har formen 5-7-5 og behøver ikke rime!

Lad os lige tage et eksempel på noget stort i det små: At hoppe i en vandpyt er en banal aktivitet, men får man øje på de store potentialer i det små, kan man udnytte små aktiviteter til større ting i små menneskers udvikling. Det lyder helt vildt, men faktisk er der mange børn (15 %) ifl. en undersøgelse fra Friluftsrådet foretaget af analyseinstituttet YouGov, der ikke får prøvet at hoppe i en vandpyt (https://friluftsraadet.dk/files/media/document/B%C3%B8rns_Naturdannelse_final_rapport__web_2021.pdf) og dermed går glip af mange banale, men også basale udviklingspotentialer ved en sådan simpel naturaktivitet: Sensorisk er det herligt og giver oplevelsen af forskellig sanselighed, om man har bare tæer eller gummistøvler på. Det giver en fornemmelse for vands fysiske egenskaber og hvordan man kan påvirke disse, det er altså reelt sciencepædagogik. Det giver lyst til mere leg med vand, lave blad-både, se hvad der kan flyde, mærke kulde og varme, studere jord og sten i vand. Hvad kan blive vådt? En klud i vand er i sig selv fascinerende, den kan vrides, så vand kan transporteres til et andet sted og den kan gøres våd igen. Hvad er mudder? Vask jer med vådt mos. Det hele stimulerer sanserne og grovmotorikken - hvordan kan man få vandet til at sprøjte? Hvordan er det med forskellige vandpytter? Det træner balancen. Det giver nysgerrighed omkring, hvorfor vandet er dér, hvorfor det regner nogle gange og hvorfor vandet forsvinder igen - fordampning og dræning. Hvor kommer vandet fra? Hvor bliver det af? Kan vi lave vores egen vandpyt? Det er afstressende. Det er sjovt, giver anledning til mere leg og det styrker fællesskabsfølelsen. Naturen bliver nærværende og sjov gennem det enkle, hop i vandpytter har potentialet til på simpel vis at give grundlæggende interesse for naturens forhold.

I institutionen er alle lege-materialer almindeligvis færdigt- og voksenproduceret og ikke sjældent også funktionsbestemt, men i naturen er der legetøj, der først skal opdages! Og alt i naturen kan bruges som legetøj: Lav selv byggeklodser, byg huse, biler, udsmykning, beklædning - den fantasifulde pædagog vil påvirke børnene til at afprøvende at anvende forskelle materialer som legetøj og at lave dette indgå i forskellige lege. Lav lege-mad med naturmaterialer, så børnene kan invitere til selskab. Lav drama og musik med naturmaterialer, anvis muligheder for børnene og vis dermed, at naturmaterialer er helt legitime at bruge kreativt. Man kan lave en by med veje af blade ud af naturmaterialer og køre med barkbiler på dem. Huler i tæt krat er altid et hit og fordrer til flere lege. Undersøgelser har vist, at lege i naturen hyppigt er mere varierede og fantasifulde end indendørs lege, mere sociale og inkluderende og foregår mere på tværs af kønnene (Hilmo & Holter: Barnehagers bruk a naturområder, HiO-rapport 14, 2008).

For det lille barn er sansninger og brug af grovmotorikken (og i lidt mindre grad finmotorikken) en afgørende vej ind i forståelse af omverdenen, dens sammenhænge og hvad den kan anvendes til. Derfor skal gode aktiviteter i naturen for disse aldersgrupper relateres hertil, men kan tages videre og lede frem mod nye og mere komplekse forståelser af verden. I webartiklen "Mere om flow" (https://www.naturpaedagogik.dk/nyflow.htm) giver jeg konkrete eksempler på, hvorledes man kan arbejde med flow i sansemotorisk udviklende tilgang. Denne tilgang kan også lede frem til overvejelser omkring, hvorledes man kan diffentiere i en aktivitetsproces. Et eksempel med træklatring er oplagt, men klatretræer behøver ikke være høje og de behøver ikke at stå op (fx. et er et fældet træ glimrende for de mindste). Find motoriske udfordringer i miljøet: Bakker og dale (se fx. eksemplet på brug af en bakke senere), grøfter og store sten - gå efter mangfoldigheden og forskelligheden i miljøet og anvis selv gennem aktiv medopleven og leg, hvordan miljøet kan anvendes og gør det dermed legitimt at afprøve kroppen med de forskellige naturskabte muligheder. Pædagogen står samtidig klar med en hjælpende hånd, så udfordringerne sænkes og fremstår tilgængelige og mindre skræmmende. Grovmotoriske baner kan let laves i naturen - de er der næsten i forvejen, hop over grene, gå under grene, dans under grene, gå igennem buske, kravl under bladhang, tramp på sten osv.

Kropslige erfaringer i naturen og med naturelementer kan understøtte andre motoriske erfaringer og er dermed betydningsfulde for læring om helt basale forhold: Barnets første begreb om kraft får det ved at løfte, kaste med genstande som bolde og skubbe. Erfaringer med temperatur, tilstandsformer og hårdhed kommer via sanserne. Konsolidering af erfaringerne sker ved brug af sprog i tale og i tænkning. Alt dette er kroppens handlinger, som fører over i mentale funktioner. De fysiske handlinger understøtter den psykiske proces, det er at forudse, hvilken kraft og balance der skal til for at holde på en gren eller en skrubtudse, slæbe en gren, kaste med en kogle og ramme en træstamme o.lign, hvilket på senere alderstrin vil foregå som rent mentale processer, som alene foregår i hjernen (Wahlgren: Læring i skolens naturfagsundervisning, ntsnet.dk/naturfagsdidaktik).

At dyrke trygheden i naturen, at nyde at være ude som benævnt i sidste afsnit, skal i forhold til Piagets opfattelse gå via det enkelt sansende – eksempelvis kan man starte med ”jord-massage”, hvor man legitimerer at få røre ved jorden og få beskidte fingre samtidigt med at børnene får sensoriske erfaringer. ”Sut ikke på fingrene” siger de voksne hyppigt, og med logisk baggrund i, at jordbakterier kan give os dårlig mave, men kunne man i stedet opfordre til at smage på jorden og så spytte ud? Nogle vil sikkert være uenige i dette, men er det strengt taget ikke netop et lærestykke i, hvordan man kan undgå infektioner? Selv om den danske natur ingenlunde er livsfarlig, skal man selvfølgelig være på vagt over for, hvad børnene propper i munden, men det er på den anden side vigtigt tidligt at gøre sig sansemæssige erfaringer og kunne lære at skelne mellem hvad man kan gøre og hvad man ikke bør gøre, fx hvilke bær, man kan spise. Ulempen ved at holde børn væk fra potentielle farligheder er indiskutabelt betydeligt større end den minimale risiko for små-skader, naturen kan give, ved at have en åben og ikke angst-præget tilgang vil børnene vokse op med forestillingen om naturen som et trygt og godt miljø, hvilket er helt essentielt som tidligere nævnt. Pædagogerne bør dog nødvendigvis kende til naturens potentielt farlige elementer, det er helt basalt at vide, hvad man gør, hvis uheldet er ude - altså mestre både førstehjælp, førsteafbødning og førstetrøst: Umiddelbart skal man vide noget om bakterier og sporer, skovflåt, fjæsing, hugorm, brændenælde, giftige svampe og planter samt fototoxiske planter som fx. gyldenris - fototoxi betyder, at plantesaften kan give eksem, hvis den kommer på huden og man samtidigt udsættes for sollys - jeg kan anbefale at læse kapitel 23 i Håndbog i naturpædagogik om "Den farlige natur".. Men... ro på... den danske natur er generelt fredelig og ufarlig. En viden om, hvad der reelt er farligt, og hvad denne "farlighed" indebærer, kan meget vel være første skridt mod en mindre angstpræget omgang med naturen.

Jord-massage kan også være med bare fødder, at mærke underlaget i en skov på bare tæer er en intens sanseoplevelser – og selvfølgelig skal de voksne gå foran! Naturen kan også i stedet give mennesker massage: Gnide sig opad et træ, tag blad-bad, rulle sig rundt i grannåle, vaske sig med blødt mos – det er gode start-aktiviteter til videre naturoplevelser og giver en følelse af samhørighed med naturen. At starte ude med simpel sansning af enkeltelementer giver tryghed, og i et åbent, interesseret miljø med ivrige voksne, vil børnene selv gå videre og mærke på alt. Støt børnene i at bruge deres sanser, man behøver ikke flytte sig, fx er der på en skovbund og op af et træ tusindvis af oplevelseselementer. Det japanske udtryk Shinrin-Yoku (skov-bad) kan bruges som som inspiration, det handler ganske enkelt om stille og fokuseret at åbne for at sanse løs af alle omgivelsernes tilbud.

Sæt navn på sansninger, følelser og på elementerne. Det er ikke lige meget, om et træ hedder birk eller bøg, fra tidlig alder understøtter sådanne informationer barnets differentieringsevne og giver intuitivt en fornemmelse for diversitet (biologisk mangfoldighed), at ting er forskellige, der er forskellige ting, som opleves forskelligt. Børn prøver at få orden på verden gennem at betragte og opdele - lægge særligt mærke til ligheder og forskelle. Børn på blot et par år begynder spontant at sortere i stort/småt, forskellige farver etc. Der foregår også en langsom differentiering hos børn, hvor naturelementernes forskelle markeres og hvor børnene interesserer sig i stigende grad for naturens mangfoldighed af arter, hvilket kan udtrykkes gennem følgende differentieringsproces, der er typisk for et barn: Natur deles op i planter og dyr, dernæst deles dyr op i forskellige fugle, hvor der tændes bevidsthed om, at ikke alle hvide fugle er måger, men nogle er vipstjerter etc. Denne proces fordrer aktive og vidende pædagoger, der kan støtte processen, der langsomt udvider barnets betragtninger over naturens fantastiske mangfoldighed. Udvikling af differentierings- og klassifikationsevne svarer til Vygotskijs teori om synkretiske samlinger, der først omkring 3-årsalderen udvikles til komplekse samlinger. I synkretiske samlinger (eller synkretisk tænkning) dannes sammenhænge på begreber tilfældigt og på den måde, at ”mormor” og ”kat” godt kan være i samme samling om noget godt, eller "myrer" og "pilefløjter" kan samles som noget sjovt i skoven. Men som alt, der er i udvikling, påvirkes og lærer børnene af de voksnes logik, opdeling og diffentiering. Pædagoger må ikke gå ud fra, at børnene opdager alt selv, børnenes sansninger skal hjælpes på vej (jf. Poulsgaard, K: Lyst til læring – Om at opdage verden med børn, Frydenlund, 2013), skal italesættes og inspireres, og man må ikke undervurdere børnene, deres oplevelsesverden er større end mange voksne tror og baner vejen for fremtidige erkendelser. Man kan fremstille en ”Hvad-føles-det-som-stafet” enten åbent og løst eller med faste poster for at få sat struktur i sansninger ift. et bestemt område og en bestemt læringsorden. Man kan udspænde en snor mellem træer og dermed lave en naturmotorikbane, en meget sikkert måde at lade børn bevæge sig rundt på selv. Med et naturvendespil (á la memory, men med materialer, man finder sammen derude), kan forskelle, ligheder og naturens mangfoldighed italesættes og tydeliggøres gennem sjovt spil og leg. For de ældste vuggestuebørn kan man også træne med simple Kims-lege (http://friluftsaktiviteter.dk/category/kims-leg/), der rummer muligheder for hukommelses- og gentagelsestræning. "Tampen brænder" kan også bruges som et grundlag: Børnene skal finde fx. en gemt snegl gennem at få at vide, hvor tæt de er på den.

Grønne Spirer, der er Friluftsrådets grønne mærkningsordning for dagplejere, vuggestuer og børnehaver har fine websider med gode forslag til aktiviteter til børn i både vuggestue- som børnehavealder: https://groennespirer.dk/naturaktiviteter - et eksempel er brug af en bakke, hvor de lister følgende forslag op:

• Gå op og løbe ned, kravle ned, rulle ned, kravle og gå baglæns osv.

• Tril en bold ned, løb efter, og forsøg at fange den, før den ligger stille.

• Brug bakkens sider, hvor der ofte er højt græs, til rutsjebane eller jungle.

• Hop fra bakken ned i en stor bunke blade.

• Sæt jer på toppen og nyd den flotte udsigt: Hvad kan man se? Hvor langt?

• Kælk på bakken om vinteren, med og uden kælke.

• Efter regn er bakken en vild rutsjebane.

• Sæt fokus på tid/puls: Hvor hurtigt kan du komme op? Hvad er langsomst – at kravle eller at løbe?

• Bind et reb fast i et træ eller lignende på toppen. Rebet kan hjælpe jer op og ned, og I kan lege bjergbestigere. De, der har lyst, kan prøve at rappelle baglæns ned.

Jeg har aldrig oplevet nogen - store som små - som ikke kunne fascineres af vandhullets hemmeligheder - hvad man kan finde nede i en sø, som på overfladen ellers kan se tom ud. Med dafnienet kan børn fange planktondyr, som er fantastiske at se svømme rundt i et medbragt akvarium, og med en ketchersigte med solid voksen-hjælp kan man fange de vildeste bunddyr og kigge på dem sammen. Det giver en særlig fascinerende respekt at se på de mange dyr, deres former og liv. Brug en hvid fotobakke og øv jer i at bruge lupper, dyrene kan tages op med en ske - også fin motorisk træning. Man kan tage dyr med hjem og lave et vandhulsakvarium, men umiddelbart finder jeg det bedst blot at kigge på dyrene derude. Vand har mange potentialer (som også nævnt tidligere ifm. at hoppe i vandpytter): Hvad kan flyde, kan man bygge et skib, hvad sker der, når man slår med en kæb ned i søvandet, er det det samme vand som i vandhanen, tegn med vand på bådebroen, fyld en spand med vand, som I kun må bære med jeres hænder, vand kan drikkes (!) Selvfølgelig skal man passe på, at ingen falder ned i søen, det er altid bedre at ligge ved søkanten end stå, med hovedet ud over kanten og med voksne lige bag.

Sæt fælder op omkring jeres basisplads, så kan I få et billede af, hvilke dyr, der mere uset, deler plads med jer. Gode fældetyper er faldfælder (pitfalls), muse-balancefælder, kartoffelfælder, lyslokning, vandfælder.... det er altid spændende at røgte fælden, som med fordel kan stå fra den ene dag til den anden. Vær opmærksom på og markér forskellene på årstider - ikke blot ift. jeres fangst i fælderne, men generelt. For små børn er tidsperspektivet et andet end for voksne, de kan måske endda ikke huske, at vejret og naturen var anderledes, end det er nu, så det er vigtigt at give dem mulighed for at opdage dette: Brug årstidens muligheder: Sne, is, spirer, bladknopper, blade osv. Tap birkesaft om foråret og fisk efter smådyr i søen, lav insekthoteller (find fx. inspiration på https://www.dn.dk/nyheder/guide-sadan-bygger-du-insekthoteller-til-din-have/), find rejer og krapper og lav tangchips om sommeren, pluk bær og lav farverige bladmalerier om efteråret, lav foderkugler til fuglene om vinteren osv.

Vejret i Danmark er fantastisk og en væsentlig del af vores naturoplevelser. Fokusér på vejrtyper på forskellige årstider og udforsk, hvad det betyder af liv: Hvornår ses blade, spirer, frø, tudser, edderkopper. Vokser mos direkte i sol eller i skygge, hvor bor regnorme, tusindben, bænkebidere? Hvordan har de det bedst? Leg med vejret, blæser det, så kan man flyve med "børne-drager" dvs. blot en plasticpose bundet på en snor, det giver en god fornemmelse for vindens kraft og retning, vinds ændringer og så er det sjovt både at stå stille og løbe med. Er det fugtigt vejr, kan man opsamle regnvand eller sne og smage på det, det er en fin vinkel ift. det forunderlige, at planter og dyr også får dækket deres behov for at drikke, ligesom vi gør. Læg mærke til og sæt sammen ord på, hvordan alt forandrer sig i regn, hvordan der dufter anderledes og hvad der sker, når alting og vi selv bliver tørre igen. Vægten er atter lagt på det direkte og umiddelbare sansende sammen med grupper af mindre børn.

Iagttag dyrene omkring jer - hvordan gør de? Det er fx. imponerende at se, hvordan myrer styrter rundt og hvordan de kan bære for dem meget tunge ting. Hvor meget kan I slæbe sammenlignet med en myre (http://www.naturpaedagogik.dk/nysammenlign.htm)? I kan selv bygge en myretue: Kravl på alle fire som en myre på jagt efter byggematerialer til tuen. Hver gang I finder en gren, kravler I tilbage til jeres tue og bygger den på tuen. Der kan bygges i flere dage.

Naturen er fyldt med lyde: Vind, fuglesang, insektskrat, grenbevægelser, bølger osv. Lyd i naturen er væsentlig, almindeligvis synes vi dog ikke om larm i naturen – altså menneskers lyde, voksne opfatter stilhed, ro og naturens egne lyde som vigtigt for naturoplevelsen, men lyd er som andre sansninger en del af enkeltelementernes egenskaber, så man kan med de små lave en ”lyd-stafet” og finde ud af, hvilke forskellige lyde der er i en stamme, en gren, en bunke grene, jord der kastes, en gren der knækkes osv. og hvad ser der, hvis vi råber ind i en træstamme fremfor ud i luften? For at tage hensyn til andre gæster ude i vores fælles natur, skal man blot, hvad det sidste angår, skifte til en anden klar, spændende aktivitet ret hurtigt, så børnene optages af nye, interessante sansninger. Man lytter mere intensivt, når man ligger ned på ryggen og blot lytter, måske med lukkede øjne, man kan også i en sådan situation "styre", hvad børnene skal lytte efter, så alle lytter samtidigt efter det samme. Det er eksempelvist en helt særlig oplevelse at ligge på en strand og lytte efter bølgerne.

Man kan lave naturbingo, hvor børnene i par eller grupper eventuelt sammen med en pædagog skal finde det, som man får tegninger af (det kan være en god idé først at gennemgå med børnene de elementer, der er på bingopladen. På den måde får børnene kendskab til, hvad de skal ud og finde på forhånd). Er man på en strand, kan man lave en stranddyst (https://www.tv2kosmopol.dk/oplev-naturen/oplev-naturen-lav-din-egen-stranddyst). Med støtte og en varm hånd kan små børn sagtens være med til at løse opgaver, der umiddelbart vurderet ellers er over deres udviklingsniveau, nogle gange skal man ikke lade sig styre af, hvad børnene kan, men hvad man kan hjælpe dem ud i af nye udfordringer (ift. Vygotskys udviklingsteorier fører man ikke blot barnet over i Zonen for nærmeste udvikling, men også over i Zonen for potentiel udvikling, da dette giver næring til nye forestillinger, stræben og fantasier (se fx. Smidt, Sandra: Vygotsky og små børns læring - en introduktion. Hans Reitzel, 2011)).

Masser af undersøgelser viser, at naturen positivt påvirker sociale relationer. Vi bliver mere sociale udendørs og opdager og oplever sammen, både voksne-børn og børn-børn (https://www.naturpaedagogik.dk/nynaturargu.htm). Børn i grupper viser hinanden opdagelser, hjælper hinanden med at undersøge opdagelserne og viser dem videre til andre børn og voksne. Går man mere ud i området, er det oplagt at lade børnene gå i makkerpar, hånd-i-hånd, det socialt støttende i at opleve sammen styrker naturoplevelserne. Undersøgelser fra DN viser, at mange danske børn (ifg. deres forældre) ikke har oplevet simple ting i naturen som at hoppe i en vandpyt, bade, klatre i et træ, røre ved et dødt dyr og være ude i naturen om natten (https://friluftsraadet.dk/nyheder/ny-undersoegelse-flertal-boern-faar-aldrig-helt-basale-oplevelser-naturen). Måske har danske institutioner fået rollen som de væsentligste natur-formidlere overhovedet og at børn gør sig oplevelser som de nævnte, er måske i højere grad en tidligere en institutionel opgave (meget tyder på, at det rent faktisk også forholder sig sådan: https://friluftsraadet.dk/nyheder/ny-undersoegelse-flertal-boern-faar-aldrig-helt-basale-oplevelser-naturen). Indholdet i disse mangler i "naturdannelsen" bør overvejes i enhver institution, fx kunne man (ganske gratis...) lave en minikoloni med de mindste på en lejrplads, så børnene får lov til at opleve naturen og dens skiften døgnet rundt, høre ændringerne i lydene, forskellene i lyset, opleve mørket og stjernerne, se flagermus osv.

Gentagelser er betydningsfulde i arbejdet med små børn. Gentagelser giver en forudsigelig tryghed og ro og plads til ny eksperimentering inden for en velkendt ramme. Tag gerne fotos, der dokumenterer dagens oplevelser, det er dejligt at se sådanne fotos sammen senere og fantastisk for forældrene. Det er godt som nævnt indledningsvist på ture at benytte en basisplads og det er også godt at komme tilbage til denne, gerne på alle årstider. Basispladsens størrelse kan udvides med tiden, man kan eventuelt kontakte Naturstyrelsen for at få lov til at have permanente bivuakker og ting på pladsen. Det er væsentligt at huske på, at naturaktiviteter til de mindste børn skal være simple, opdelte og præget af det umiddelbart sensoriske, men også at basis for yderligere interesse påvirkes gennem at markere, at der er endnu flere muligheder lige om hjørnet. Små børn kan kun holde fokus i kort tid, giv plads for leg og adspredelser, giv plads til at børnene har brug for selv at tage rummet fremfor styringen, giv masser af tid - også til de dagsordner, du selv måtte have. Og det er fint selv at have dagsordner, men der skal være ro på ift. at indfri dem. Det vigtigste er, at børnene får mulighed for hyppigt og trygt at opleve i natur-rummet med entusiastiske voksne til rådighed.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tillæg: Udvalgt aktivitet-idékatalog til aktiviteter med de mindste i naturen - lidt x-tra:

Natur- kanon: Inspiration til, hvad børn bør opleve i naturen: https://borngrorinatur.dk/

Større forskningsrapport om børns brug af naturen: https://centerforboernognatur.dk/grafik-og-billeder/CfBN_Rapport_Danske_b_rns_aktiviteter_og_ophold_i_naturen_WEB_final.pdf

Yogaøvelsen ”hilsen til morgensolen”: Klik her for stor tegning!

Fælder:
Faldfælder eller Pitfalls er en fælde, som fremstilles ganske enkelt ved at nedgrave et plasticbæger, så overkanten flugter med jordoverfladen, og hvor man lægger et låg over, som er hævet op vha. fire sten, så det ikke kan regne ned i fælden. Intetanende smådyr, som vandrer hen over jorden, vil nu dratte ned fælden.
En kartoffelfælde er en udhulet kartoffel (eller en anden grønsag eller frugt), skåret i to halvdele på langs, som samles med et søm/pinde, det er en god fælde for dyr, der holder af fugtighed.
En vandfælder laves af halvliters sodavandsflasker af plastic, hvor man skærer toppen af og propper den omvendt ned i flasken. Herefter sænkes fælden ned i en sø eller lignende og fyldes med vand. Det er en god idé at binde en snor fast til flasken og fæstne den til en gren, så fælden ikke driver bort. Vanddyr vil kravle ind i fælden, men kan ikke komme ud igen pga. den omvendte hals.
En lysfælde til lyslokning er til aftenens og nattens flyvende insekter: Et kraftigt lys (fx. en genopladelig arbejdslampe, de er ret billige) sættes, så den belyser nogle æggebakker eller bølgepap, hvor insekterne vil sætte sig.
En lugtefælde består af en plade (evt. også æggebakke) hvorpå man maler en blanding af rødvin og sukker, det er voldsomt attaktivt for især natsværmere.

Bygning af bivuakker: https://www.naturpaedagogik.dk/nybivuak.htm

Perler og skrivekridt:
Tag to konservesdåser, der passer "ind i hinanden" (bøj dem, hamr på dem osv. så den ene kan glide ind over den anden). Læg fingertykke grene af fx. pil ind i dem, fyld dåsen ud med sand eller lignende, så der ikke er luftlommer og læg dåserne sammen ind i bålet. Dåserne rages ud efter en halv times tid, og når man åbner dem, vil man se resultatet af denne iltfrie glødning: Flotte stykker tegnekul! Alternativt kan bruges en kagedåse med sand og huller stukket i låget, det tager bare længere tid. Med samme fremgangsmåde kan man lave lerperler, som efterfølgende kan "glittes" dvs. gøres skinnende glatte med bagsiden af en ske.

Birkesaft:
En fin forårsaktivitet lige inden træerne springer ud! Find et birketræ, du må tappe fra - det kan være på institutionsgrunden, ellers skal du spørge om lov. Skær en fingertyk gren af og bind en flaske fast, så grenstumpen stikker ned i flasken. Vent nogle dage, så er der dryppet en fin mængde birkesaft ned i flasken. Det smager lidt sødt, måske lidt tyndt, men frisk og helt fantastik afkølet, synes jeg. Man kan koge det ind, så man får birkesirup, det smager fantastisk i bagværk og ovenpå is.

Tangchips med rejer:
Find noget frisk tang, pluk det helst fastsiddende i vandet tæt ved stranden. De fleste tangarter med stort løv er velegnede fx. klørtang, savtang, blæretang og sukkertang. Klip tang-løvet i mundrette stykker, tør dem let i køkkenrulle, læg dem på en pande med meget lidt olie over enten et bål eller et kogesæt som Trangia og steg dem lysebrune. Lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle og nu vil de være sprøde og smage lækkert! Hvis man vil, kan man smide små, levende rejer ned på panden også, de dør øjeblikkeligt, men det kan virke lidt barsk. Rejerne spises letristede og hele.

Agernkakao:
Find en masse agern. Rist dem i en tør gryde og fjern så skallen med en kniv og hak dem fint. Kom de hakkede agern i en metalsigte og hæld kogende vand over dem. Lad dem dryppe godt af. Hæld mere kogende vand på – og lad dryppe af igen. Gør det 3 gange, så forsvinder garvesyren. Lad de hakkede og skyllede agern tørre godt, og rist dem så i bunden af gryden (eller på en pande) til de er godt brune og knastørre. Mal dem til kakao i en kaffemølle. Bland evt. lidt kakaopulver i. Hæld noget mælk op i en gryde og sæt den over ilden. Rør lige dele agernkakao og sukker sammen med lidt mælk i en kop. Rør til alle klumper er væk. Når mælken koger, tages den af ilden, og der røres en passende mængde agernkakaomasse i.

Urtepandekager:
6 dl mel, 7 dl mælk, 3 æg, 3 tsk. sukker, Lidt salt, Lidt rapsolie, Hakkede brændenælder, fuglegræs, violblomser, rødkløver, tusindfryd, glat vejbred. Mel, salt og sukker hældes i en skål. Æg og mælk tilsættes under omrøring med piskeris. Hæld dejen i en kande. Kom lidt olie på panden og hæld lidt pandekagedej på. Drys urterne hen over (prøv med forskellige mængder og blandinger). Vend pandekagen, når den er gylden.

Urtefladbrød:
Almindelig franskbrødsdej - fx. således: 5 dl mel, 2 dl mælk, 1 spsk. olie, 2 tsk salt, 25 g gær. 200 g hakkede skvalderkål, løgkarse, mælkebøtte, skovsyre, vandmynte, bøgeblade, birkeblade (alt efter smag og behag). Lidt olie og ekstra mel. Lun mælken, rør gæren i og bland olie, salt og mel i. Det æltes og hæver min. en halv time. Dejen kan eventuelt laves i forvejen og medbringes i en plasticpose, der ikke er "pustet helt op" placeret inde i en anden pose, så dejen kan hæve uden at sprænge poserne. Dejen slås ned. Urterne hakkes groft og kommes i dejen. Dejen æltes til flade, runde brød (som kan være på panden) og steges i meget lidt olie på pande over Trangia eller på en bålrist over bål. Drys først med lidt mel - så hænger brødene ikke fast.

Marmelade:
Bær (kan være alle spiselige bær, man kan finde (uden nødder - fx. må hybenmarmelade sigtes): Hindbær, brombær, jordbær, blåbær, kirsebær, mirabeller, blommer, æbler, pærer, tranebær, violer (godtnok ikke bær - men blomsten er god til marmelade): Kog bærrene med en smule vand, tilsæt alt efter smag lidt citron, appelsin, vanillekorn og endelig honning (eller sukker, men honning smager bedre og er mere "natur-uforarbejdet") - smag til, det skal være sødt, men ikke hvinende sødt... Tag den af varmen, først da bliver marmeladen stiv.

Hjemmelavet hytteost:
4 l kærnemælk, Lidt creme fraiche, Lidt salt, Finthakket løgkarse, brændenælde, skvalderkål og skovsyre. Kærnemælken hældes i en gryde og varmes langsomt op til ca. 60 grader (vigtigt - en finger stukket ned i mælken skal være blank og ikke hvid, når den kommer op !). Rør endelig ikke rundt. Herefter filtreres vallen fra gennem et viskestykke. Klædet med osten hænges op i et træ til afdrypning. Der tilsættes lidt salt og røres lidt creme fraiche i. Urterne blandes i - opdel eventuelt osten.

Foderkugler: https://www.naturpaedagogik.dk/nyfodring.htm

Insekthotel: https://www.bolius.dk/saadan-bygger-du-dit-eget-insekthotel-i-haven-3108

Aktiviteter til de mindste i naturen:

Håndbog i naturpædagogik: