TILLÆG om bæredygtighed

Bæredygtighed er et ord, der bruges meget i disse år som et positivt og progressivt udtryk. De Forenede Nationer har formuleret mål for en bedre verden gennem en plan om, at vi inden år 2030 gør verden fri for fattigdom, sult, global ulighed, væsentlig forurening etc. via en bæredygtig tankegang (se om FNs 17 verdensmål på https://heleverdeniskole.dk/de-17-maal/). Men er bæredygtighed så også noget, der bør have en pædagogisk dimension? Eller sagt på en anden måde: Bør vi arbejde med bæredygtighed ifm. arbejdet med børn, unge og ældre? Kan bæredygtighed skabe udvikling - måske både for den enkelte og for samfundet og vores verden som sådan? Jeg vil godt starte med at perspektivere bæredygtigheds-begrebet for dermed at formidle nogle overordnede forhold, der er grundlaget for diskussionen om bæredygtighed som et pædagogisk tema:

FNs 17 Verdensmål.

Bæredygtighed er kommet på banen, fordi det er tydeligt (..bør være tydeligt...) for os alle, at menneskelig aktivitet har grebet ind i økosystemerne og ændret forholdene. Ændringer, der ses både på lokalt, regionalt, nationalt og globalt plan og som i mange tilfælde har vist sig at give uønskede konsekvenser såvel for økosystemerne som sådan som for menneskeheden på længere sigt. Det er det, jeg kalder "Den økologiske krise" i Håndbog i naturpædagogik". Den manglende bæredygtighed ses således som menneskelige ændringer i naturmiljøet, der varer længere tid, end godt er. Dette omfatter forurening, ressourceudnyttelse, omfordelinger af midler og ressourcer etc - af mere konkrete eksempler kan eksempelvis nævnes: Udpining af landbrugsjord, sprøjtning med gift mod ukrudt og skadedyr som kan påvirke andre dele af økosystemer, deponering af farlige stoffer, der tager århundreder at nedbryde, transport af invasive arter, overudnyttelse af metaller o.lign. naturressourcer, så de opbruges, plastic (særligt mikroplast) i verdenshavene, forøget drivhuseffekt (og følgende klimaændringer - læs meget mere om det her!) osv. En oversigt over tidens miljøproblemer er skitseret fint i Verdensnaturfondens rapport "Living Planet": http://www.naturpaedagogik.dk/nyraplivingplanet.htm. Problemerne viser sig ikke altid med det samme, ofte går der årtier, førend konsekvenser af den manglende bæredygtighed bliver synlige, hvilket kan give problemer med politisk at argumentere for indgreb og at opgive noget, der ellers kunne være en fordel for mennesker. Man har internationalt forsøgt at operere med et "forsigtighedsprincip", altså et princip om, at blot en begrundet antagelse om uønskede fremtidseffekter i sig selv bør stoppe et tiltag, men det har indtil nu været svært at argumentere mod vækst og materiel fremgang, hvis modstanden handler om, at der eventuelt/måske kan vise sig negative konsekvenser på et tidspunkt i fremtiden. Og hvor meget er vores miljø egentlig værd ift. andre forhold: Det er en etisk problematik at forsøge at prissætte naturgoder - hvor meget er rent drikkevand eller uforurenet jord værd? Hvilke pris kan der sættes på, at der lever slikkrebs eller blåhvaler i havene? Ikke at gøre noget, kan have konsekvenser, men at gøre noget, kan også have konsekvenser: Kan indgreb for højere fremtidig bæredygtighed have konsekvenser, der gør indgrebene økonomisk eller socialt ubæredygtige? Naturværdier er sat lidt udenfor økonomiske kalkyler og udbud og efterspørgsel og det har vist sig i mange tilfælde at gøre afvejninger af fordele og ulemper vanskelige.

Vores jord er smuk, men ikke alt er synligt.

Ordet bæredygtighed er en oversættelse af det engelske sustainability, der igen er en oversættelse af det tyske Nachhaltigkeit. Ordet blev først gang brugt i 1700-tallet ifm. med skovdrift og senere af engelske Thomas Malthus i teoretiske vurderinger af balancen mellem befolkningstilvækst og mængden af landbrugsjord. Kun i beskeden grad har ordet været anvendt op gennem historien, og miljøproblemer har kun i få sammenhænge været omtalt. Med stigende industrialisering og udnyttelse af ressourcer og med en voldsom befolkningstilvækst, hvor mennesker flyttede sammen i store byer, skabtes hidtil useete problemer.

Det skorter ikke på data om de problematiske forhold, vores klode står over for (figurer fra Ingeniøren og Skoven-i-skolen)
- læs mere specifikt om klimaproblematikker på http://www.naturpaedagogik.dk/klima.htm.

Kulturhistorisk har forestillingen om natur i vores del af verden, hvilet på en forståelse af, at mennesket og natur var adskilte størrelser, og at mennesket var noget særligt ift. brug og udnyttelse af naturen. Forståelsen indeholdt, at vi mennesker rationelt både kunne forstå, beherske og udnytte naturen – tanker, der både er funderet i oplysningstidens idealer, industrialiseringen produktionsiver og religiøs tænkning, og som givetvis har haft stærk betydning ift. de nuværende økologiske kriser. At vi også kunne beskytte naturen har også været en del af disse betragtninger, men er først kommet relativt sent til.

I 1930'erne brugte man ordet "bæredygtighed" ifm. fiskeri, da man begyndte at indføre kvoter. I 1964 udkom "Det tavse forår" af den amerikanske forfatter Rachel Carson med observationer af manglende fuglesang pga. brug af sprøjtegifte og i 1972 udkom "Grænser for vækst", skrevet af en international gruppe i det der blev kaldt Romklubben, der via matematiske modeller angav, at forbruget af verdens ressourcer, befolkningstilvæksten og forureningen ville føre til store problemer for alle på kloden indenfor få årtier. Disse tilgange blev i høj grad startskuddet - omend tøvende - til en ny grøn bølge og tankegang, hvor ord som "forurening", "miljøproblemer" og senere "bæredygtighed" og "grøn bevidsthed" blev en del af sproget i den bredere befolkning. Bæredygtighed kan grundlæggende betragtes som et naturvidenskabeligt begreb for en mængde (dyr/planter/stof), der inden for en periode kan fjernes, uden at ressourcen mister sin evne til at gendanne den pågældende mængde i den efterfølgende periode. Det oprindelige udtryk var "bæredygtig udvikling", et begreb som blev anvendt af Agenda 21-programmet under FN. Nogle protesterer nu mod udtrykket som paraplybegreb, fordi det antyder fortsat udvikling, og de kræver, at det kun bruges om udviklingsprojekter. ”Bæredygtighed” er dog generelt det anvendte paraplybegreb om menneskelig aktivitet i bred forstand.

Man kan betragte mange forhold ud fra en bæredygtig vinkel: Miljømæssig bæredygtighed, økonomisk bæredygtighed, politisk bæredygtighed, bæredygtigt design, institutionel bæredygtighed, demokratiske bæredygtighed, social bæredygtighed, kulturel bæredygtighed, pædagogisk bæredygtighed, vidensmæssig bæredygtighed. Præcis samme vinkler indenfor hvilke, vækstbegrebet er blevet betragtet - og det er ikke tilfældigt, idet bæredygtighedsbegrebet i høj grad handler om at gøre op med vækstparadigmet (at fortsat økonomisk og materiel vækst er et fælles mål). Måske er ikke alle vinklerne lige reelle - bæredygtighedsbegrebet er et plusbegreb, som det kan synes positivt og progressivt at benytte. Vinklerne hænger sammen og man kan også betragte de forskellige vinkler i ét hele (som det eksempelvis tænkes i FNs 17 verdensmål: https://heleverdeniskole.dk/de-17-maal/). De 17 målsætninger udgør et forsøg på at binde de enkelte bæredygtighedskomponenter sammen og operationalisere bæredygtighedsbegrebet. Implicit i målsætningerne er en anerkendelse af, at jordens ressourcer er begrænsede, og selve målsætningerne kan ses som en slags vision for, hvordan vi ønsker, at disse begrænsede ressourcer skal fordeles blandt alle verdensborgere og deres efterkommere. Vinklerne kan samarbejde, fx. når opfattelsen er, at mere ens fordelte økonomiske ressourcer fører til større politisk stabilitet, som kan medføre overskud og større beslutningsvilje omkring naturforhold. Imidlertid kan de også modarbejde hinanden, som for eksempel når økologisk produktion fører til lavere og måske utilstrækkelig fødevareproduktion i et u-land. I herværende tekst er det bæredygtighed som en miljømæssig udfordring, der er i centrum, idet vores rigdom, når alt kommer til alt, baserer sig på jordens ressourcer. Det er derfor, man ofte hører, at hvis alle mennesker på jorden levede som danskere, vil det følgelige ressourcekrav svare til indholdet af fire jordkloder (http://data.footprintnetwork.org/) og at det er interessant, hvornår vi på året har opbrugt vores ressourcer ud fra et bæredygtighedsperspektiv gældende for hele det pågældende år (https://www.overshootday.org/ - i 2022 var det d. 28. marts - og datoen rykker sig kontinuerligt fremad!) - læs mere om denne måde at betragte tingene på længere nede. Vores samfunds egentlige valuta er naturressourcer og ikke penge, og det er på denne måde også naturen, der i sidste ende udgør de mest fundamentale begrænsninger for vores levevis og rammesætning for bæredygtighedstænkning.

Brundtlandrapporten.

Ofte refereres ifm. brug af ordet "bæredygtighed" til Brundtlandrapporten fra 1987. I denne defineres bæredygtighed som det, der "skaffer menneskene og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for at dække deres behov". Det er formodentlig inspireret af irokeserføderationens filosofi (irokeserføderationen var en af de oprindelige folkegrupper i Nordamerika, der pålagde høvdinge, at de altid skulle overveje effekterne af deres handlinger for fremtidens efterkommere i syvende led). Formuleringen fra kommisionen var ikke så revolutionærende og nytænkende, allerede i starten af 1900-tallet havde den danske ferskvandszoolog Carl Jørgen Wesenberg-Lund i et af sine værker slået fast, at "ingen generation bør gives ret til naturødelæggelse af den art, at den medfører forringelse af kårene for de, der følger efter", men Brundtlandskommisionen ramte ned i sin tid med opfordring til at stoppe op og reflektere over vækstsamfundet. Der har været afholdt verdenstopmøder siden Brundtland-rapporten "Our Common Future" udkom: I 1992 i blev Rio-konferencen om Bæredygtig Udvikling afholdt, hvor bl.a. Agenda 21-programmet blev vedtaget: En slags fælles, bæredygtig verdensdagsorden mod det 21. århundrede: https://sustainabledevelopment.un.org/content/documents/Agenda21.pdf). 10 år senere i 2002 afholdtes Verdenstopmødet for bæredygtig udvikling i Johannesburg. På dette møde blev der udover en deklaration (Johannesburg Deklarationen) også opnået enighed om en implementeringsplan for verdens bæredygtige udvikling. I 2012 blev igen i Rio afholdt et international miljøtopmøde (Rio+20) - FN's konference om bæredygtig udvikling, og atter blev der vedtaget en deklaration. Endelig blev FNs 17 nye verdensmål for bæredygtig udvikling vedtaget i september 2015. En ting er dog alle disse nedskrevne aftaler i deklarationer etc. noget andet er om det reelt fører til noget, og om vi som befolkning mærker noget til det? Måske er det glimrende og nødvendigt med internationale aftaler på det store plan, men bæredygtig tænkning på det lille plan er måske hele forudsætningen og der hvor det enkelte menneske udvikles ift. problematikkerne. Min pointe her er kort sagt: Det starter alt sammen i pædagogikken! Man kan læse mere detaljeret om bæredygtighedsbegrebets historie og definitioner i Arler: Bæredyghed og bæredygtig udvikling i bogen "Bæredygtighed - værdier, regler og metoder" fra Aarhus Universitetsforlag (2015) og i Lübcke (red.): "Miljøet, markedet og velfærdsstaten", Fremad, 1995 og i "I orkanens øje : natur, æstetik og bæredygtighed" af Svend Erik Larsen, Naturrådet, 2000 og jeg selv har i Håndbog i Naturpædagogik beskrevet nogle af de forhold, der ligger til grund for en stigende bæredygtighedstankegang.

Der er blevet rejst kritik flere steder omkring ordet bæredygtighed og brugen af det. I Brundtlandsrapporten vurderes begrebet i forhold til tre dimensioner (miljøet, socialt og økonomisk) og det beskrives, at alle tre dimensioner skal være til stede, hvis man skal kunne tale om bæredygtighed. Denne tilgang er blevet kritiseret for, at økonomi hindrer os i at sætte grænser for ressourceudnyttelse og vækst og at økonomisk vækst næppe i sig selv kan få os ud af miljøproblemerne. Det er også blevet kritiseret, at det globale og holistiske perspektiv på bæredyghed er blevet nedvurderet, så der er mest fokus på enkeltområder og at bæredygtige løsninger er blevet et modeord, "et honnørord uden indhold", som den norske økonomiprofessor Karl Ove Moene hævder.

I de senere år er mange begyndt at argumentere for, at der kan identificeres en slags doughnut, inden for hvilket bæredygtig udvikling af samfundet kan finde sted, hvor miljøet ("Planetary Boundaries") sætter de overordnede bio-fysiske grænser for udvikling, og de mest basale menneskerettigheder (minimum acceptable levestandarder) sætter de indre grænser . Idéen blev først lanceret af den engelske økonom, Kate Raworth, i 2012, i opløbet til FNs Miljøkonference. Senere har hun videreudviklet den ved at lade Verdens Bæredygtighedsmålsætninger definere den indre grænse for samfundsudvikling.

"Doughnut-modellen" fra https://www.kateraworth.com/2012/06/12/get-into-the-doughnut/

Der er mange interessante spørgsmål at arbejde med ifm. bæredygtighed: Er mennesket en del af naturen? Ødelægges kloden eller ændres forholdene kun? Hvilke konsekvenser har det - er det kun negativt? Kan natur forsvinde - og hvad bliver områderne så til - ny natur eller noget andet? Hvordan opdrager vi fremtidens mennesker til at tage bedre vare på verden, end vi og tidligere generationer har gjort? Hvilken bevidsthed og hvilken pædagogik kræver det? Natursyn og bæredygtighed hænger tæt sammen... "Vi arver ikke kloden fra vores forældre, men har den til låns af vores børn" - er en yderst brugt mantra, der dog kan rumme en absurd konservatisme i de tilfælde, hvor nyt betyder en fordel ift. et eventuelt tab. Det er en delikat balance. Bæredygtighed rummer ikke absolutte facit, men kan være et ideologisk fundament i diskussioner. I mange sammenhænge bliver ordet "bæredygtighed" taget til indtægt for en garanti, der næppe kan udstedes så absolut (fx. at McDonalds' burgere er produceret bæredygtigt eller økologisk landbrug partout er bæredygtigt), der er grund til at være kritisk, når bæredygtighed bruges som et resultats-begreb. (Mis)brug af en populær tankegang og af et såkaldt buzzword som bæredygtighed kaldes greenwashing, det kan være svært at gennemskue, men man må som udgangspunkt være kritisk, når produkter eller procedurer benævnes med begrebet.

Én af de bedste danske bøger, der beskriver bæredygtighed og klimaforandringer i et nutidigt og aktuelt perspektiv er Jørgen Steen Nielsens "Som gjaldt det livet - til den nye klimabevægelse", Informations Forlag, 2019, den fortæller og problematiserepå spændende vismed konkrete eksempler og kan varmt anbefales..

Måden vi forholder os til mennesker - vi kan kalde det vores menneskesyn - og til vores naturomgivelser - vi kan kalde det vores natursyn - synes at bygge på bemærkelsesvis ens principper. Jeg vil belyse det med ordet identitet (eller mere præcist: At identificere sig med) og med ordet afstandsparadoks:

At identificere sig med andre organismer er den særlige evne, mennesker har, til at sætte sig ind i eller i stedet for et andet individ. Ved at sætte sig i dyrs (eller for den sags skyld andre naturelementers) sted indser mennesket fra barnsben, at naturen har en værdi i sig selv, præcis som vi selv har. Naturen gøres til en del af en selv, når man identificerer sig med den. Identifikation med naturelementer er et væsentligt drivmiddel for os til at deltage i en økologisk diskussion om fx miljøbeskyttelse. Udgangspunktet er emotionelt, for sådan fungerer identifikationen, og de rationelle argumenter, som kan overbevise andre uden den samme følelsesmæssige indlevelse, må findes frem. Identifikationen starter med de gode oplevelser, der overbeviser det enkelte menneske om værdier, hvad der er værd at holde af. En konsekvens af denne tankegang er, at skræmmende, måske ligefrem angstprovokerende skylds- og ansvarspålæggelser næppe fører til reelt ønske om at passe på og kære om - det er således problematisk ureflekteret at videreformidle de store udfordringer, manglende bæredygtighed i vores verden kan medføre, dette kan let føre til ørkesløs magteløshed og gøre mennesker ligeglade, mennesker skal altså for at have oprigtige ønsker om at passe på og deltage, opleve at ting giver værdimæssig mening på såvel det lille som det store plan. Identifikationen med naturen er en væsentlig faktor i vores omverdenssyn og dermed også i naturpædagogikken, for det man identificerer sig med, vil man holde af og forbinder med positive oplevelser, og derfor vil man ønske at passe på det og dele det med andre. Konsekvensen heraf er, at vil man arbejde med og udvikle bæredygtighed, skal man starte med de enkle, positive oplevelser, som giver mulighed for, at den enkelte kan identificere sig med elementer i omverdenen.

Med afstandsparadoks mener jeg det fænomen, at jo længere afstanden ift. en problematik fra os tid/sted/relation er, des mindre bekymrer vi os om den. Zygmunt Bauman har udtrykt det som følger (i bogen Modernitet og Holocaust, Hans Reitzel, 2001): "Afstand gør noget ved menneskets forståelse af ansvar - afstand i kilometer, i arbejdsproces, i hierarki. Hvis ofrene er fjernet fra dit moralske synsfelt, unddrager du dig ubevidst ansvaret" - Bauman taler om moralens forsvindingspunkt - kløften mellem det, jeg gør, og det, jeg bevirker. Baumans udgangspunkt var at forstå Holocaust, men måske kan tankegangen anvendes til at forstå, hvad Mads Strarup (se litteraturliste-siden) kalder et "biologisk holocaust", vores u-bæredygtige måde at forbruge af jordens ressourcer på og efterlade os forurenende aftryk. At arbejde for mere bæredygtighed bør derfor indtænke at "gøre verden mindre" både hvad angår tid og sted.

Vi sætter på alle måder større fodaftryk end de fleste andre arter.

En konkret måde at anskueliggøre vores "aftryk" på jorden er via begrebet Jordens overforbrugsdag (Earth Overshoot Day, EOD). Begrebet, som er opfundet af tænketanken Global Footprint Network, angiver den dag i et kalenderår, hvor det er beregnet, at jordens befolkning har forbrugt den mængde ressourcer, som planeten kan gendanne på et år - altså har fjernet mere træ, fanget flere fisk, dræbt flere dyr, udvundet flere områder, udsendt mere kuldioxid osv. end naturen på kloden selv formår at regenerere. For kun et halvt århundrede siden faldt Earth Overshoot Day i slutningen af december. Ved årtusindeskiftet faldt den i sidste halvdel af september. I 2021 faldt datoen på 29. juli for kloden samlet, men Overshoot Day udregnes ikke kun globalt, men også nationalt. Der er enorme forskelle mellem landene (dvs. mellem rige og fattige lande): I den nye opgørelse kommer Danmark ind på en 14.-plads over lande med det højeste forbrug. Sidste og forrige år lå vi henholdsvis nummer 12 og 9, så det går i den rigtige retning med en smule lavere CO2-udledning end sidste år. Med overforbrugsdag allerede 9. februar indtager Qatar igen i år førstepladsen på listen over verdens landes forbrug. Levede alle i verden som i Qatar, ville det kræve flere end ni gange så mange ressourcer, som kloden kan genskabe på et år - hvis alle levede som i Danmark kræver det "kun" fire jordkloder. Man kan læse mere om EOD på https://www.overshootday.org/

Bæredygtighed har et globalt og fordelingsmæssigt perspektiv. Klodens forhold hænger sammen, men vi påvirkes ikke alle ens og vi påvirker bestemt heller ikke alle ens på verdensplan. Danmark er et privilegeret land, vi er et af verdens lande med højest forbrug og dermed også størst bæredygtighedsmæssigt aftryk. De lande, der påvirker verden mest, er sjældent de lande, der i den anden ende negativt påvirkes mest. Rige og privilegerede lande er bedre rustet til at modstå fremtidige problematikker på eksempelvis klimaområdet, vi kan bygge beskyttelse mod oversvømmelser og kunstvandingsanlæg i højere grad, end fattigere lande vil formå. Disse uretfærdige forhold er blevet benævnt miljømæssig uretfærdighed og ifm. klimaproblematikker anvendes ofte ordet klimaretfærdighed. Fattige landes aftryk på verden spiller dog også en stor rolle og vi må heller ikke overse, at der i den mindre privilegerede del af verden findes størstedelen af dyre- og plantearter og naturressourcer. Kan vi i de rige lande stille krav til de fattige lande ift. forvaltning af deres natur og ift. bæredygtighed, er det rimeligt at kræve, at de fattige lande bremser deres vækstmuligheder? Kalder sådanne problematikker på hjælp og re-fordeling af verdens goder? Verdens ulige fordeling af ressourcer og muligheder er således en integreret del af bæredygtighedsproblemerne. Jeg kan anbefale at læse mere om netop disse paradokser i Nanna Jordt Jørgensens kapitel "Bæredygtighed og global ulighed som pædagogisk udfordring" i bogen "Bæredygtighedens pædagogik" fra Frydenlund Academic, 2021.

At sikre at de opvoksende generationer i højere grad får et bæredygtigt livssyn med bevidstheden om, at menneskets ansvar ikke hører op, blot fordi konsekvenserne af deres handligere er ude af syne, er en opgave for alle, der har ansvar for udviklingen hos fremtidens ansvarlige mennesker. Efter Holocaust så verden mange dannelsesprojekter, så befolkningen i højere grad blev demokratisk reflektererende, og man betragtede uddannelser som vejen frem mod, at 2. Verdenskrigs rædsler aldrig ville gentage sig, måske gælder et nyt projekt nu: En bæredygtig dannelse. Traditionelt har væksttankegang og liberalistiske ideer om den enkeltes frihed været vægtet højt, frihedens grænse var kun, hvor handlinger måtte begrænse andre menneskers frihed, men denne tankegang tænker ikke ind i fremtiden. Undersøgelser har vist, at det er svært for mennekser at opleve et ansvar mere end to generationer frem - altså føle ansvar længere end for ens børnebørns livsmuligheder. Men hvad med de ufødte menneskers livsmuligheder, kunne man spørge - hvad med livsmulighederne flere generationer frem i tiden?

At arbejde med en bevidst bæredygtig tankegang har en psykologisk dimension, der ikke må underkendes: Det opleves og føles godt og rart at gøre noget godt og rigtigt for omverdenen, at ændre forhold til det bedre og som også værdsættes som sådan af andre. Der er selvsagt ikke altid konsensus om, hvad "det gode" er, eller hvad der er bedste bud på "den rigtige vej", men den enkeltes opfattelse - på et vist oplyst grundlag - kan være en betydningsfuld ideologisk basis, der kan fører til selvtilfredsstillelsen ved at idealer og realitet går mere op i en enhed. Vi ved fra talrige psykologiske forsøg, at det "at gøre godt", fører til øget frigivelse af "lykkehormonet" dopamin i vores hjerne, og vi oplever os derved belønnet for vores "gode gerning" og bliver tiltrukket af at gentage handlinger, der udløser frigivelsen af hormonet (se mere om dopamin på https://www.naturpaedagogik.dk/nyflow.htm). På samme måde som naturoplevelser kan føre til flow-oplevelser og glæder, kan også et praktisk arbejde med bæredygtighed opleves som dejligt og givende, hvis den enkelte oplever handlingerne meningsfulde og bedre end alternativer. At sikre en meningsfuldhed ved arbejde med bæredygtighed er en pædagogisk vigtig opgave. Det er ikke en opgave, der er løsrevet fra andre naturoplevelser, men arbejdet med bæredygtighed kan kræve en særlig vinkling. At arbejde pædagogisk med bæredygtighed er må således siges i almindelighed at være integreret i arbejdet med andre omverdensforhold, og det at forholde sig etisk afvejende til omgivelser, dvs. det findes i "den lille dagligdags etik" - et begreb, jeg har gennemgået på http://naturpaedagogik.dk/nyetik.htm.

De gode spørgsmål er mange, og der er ikke nogle entydige svar: Hvem har ansvar? Hvem beslutter fremtiden? Psykologen Per Esben Stoknes (omtalte og kritik af teorien kan ses i Vetlesen, A. J. & R. Willig: Hvad skal vi svare? Hans Reitzels Forlag, 2017) anfører, at skrømmende fortællinger om fremtiden, der vil have os til at se alvoren i øjnenee, virker stik imod hensigten, imidlertid kan måske enkelte grupper "tændes" og blive frontløbere. Børn kan vel ikke have noget ansvar for klodens tilstand, men kan vel godt gøre sig erfaringer med problemstillingerne? Kan sådanne erfaringer opnås uden at blive stillet overfor de ganske deprimerende udsigter, og uden det pres og den magtesløshed, som godt kan følge i kølvandet? Er det ikke et problem, hvis børnene så at sige ikke kan se naturens fortryllende skønhed for bar problemer? Skal man på den den anden side undgå at give et for romantisk billede af omverdenen med alle de problemer, der nu engang er (jf. følgende artikel: https://ucc.dk/magasin/nr-20-juni-2017/skal-bornehaveborn-laere-passe-pa-kloden)? Hvordan kan erfaringer bedst opnås bedst ift. at klæde fremtidens beslutningstagere på? For mindre børn er begrebet "bæredygtighed" ret ukendt (https://www.youtube.com/watch?v=z9gGyVN0BQo), men det betyder vel ikke nødvendigvis, at de ikke kender til tankegange, der må siges at eksistere inden for begrebets grænser? Ifl. Læssøe (i "Den sovende kæmpe", Aarhus Universitet, 2016) kan man beskrive to indgange til udviklingen af en pædagogik for bæredygtighed: UBU1 om valg mellem forskellige fremtider ud fra, hvad vi ved i dag og UBU2, hvor vi i dag ikke har tilstrækkelig viden til at kunne forudse konsekvenserne af, hvad vi gør (UBU står for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling). Denne betragtningsmåde udfordrer nogle af de paradokser omkring bæredygtighed, som er nævnt tidligere. Flere undersøgelser påviser, at det at arbejde med natur og miljø tidligt i livet, kan give interesser i området for hele livet (http://naturpaedagogik.dk/nynaturargu.htm). Man kan på den måde slå fast, at hvis vi ønsker mere bæredygtige generationer af voksne, synes det at være med børnene, vi skal starte. Der er i øvrigt gode eksempler på, at børn kan være en slags grønne ambassadører ift. deres forældre, at man altså også kan påvirke voksne gennem deres børn (se mere i Håndbog i naturpædagogik).

En pædagogisk betragtningsmodel over arbejdet med med bæredygtighed ud fra en socialkonstruktivitisk tilgang: Man skal starte med at formidle trygheden
ved blot at være i naturen og de simple sanseoplevelser, først dernæst kan man arbejde med færdigheder, opdagelser og undersøgelser og først dernæst
kan man se på egentlige kundskaber om sammenhænge og bæredygtighed og først derefter diskutere konsekvenser og holdninger (fra Grønne Spirer).

Samlet set synes jeg, ambitionen må være at tilstræbe en større bevidsthed om i pædagogik at arbejde med bæredygtig dannelse - altså aktiviteter, betragtninger, diskussioner, eksperimenter, ture etc. der gennem oplevelser kan give anledning til overvejelser om, hvordan alternativer til nuværende måder at gøre tingene på, kan se ud. Der er for mig hverken en klar retning, mål eller facit på det arbejde, man kan mere tale om bevidst at tilstræbe et bredere verdens-, menneske og natursyn gennem en bæredygtighedsretning, som den enkelte pædagog konstant må formulere og diskutere med kolleger etc. At arbejde med bæredygtighed kan foregå via specifikke aktiviteter og forsøg eller mere generelt og kan også have en ideologisk karakter ud fra den enkelte pædagogs verdens-, menneske- og natursyn. Eksempelvis kan man vælge at arbejde med fødevarer og deres produktion, hvor man konkret kan præsentere børn for alternativer som vegansk kost eller insekter. Konkrete aktiviteter, der med udgangspunkt i lystfulde naturoplevelser arbejder med den enkeltes bæredygtige tankegang kan der gives mange ideer til - herunder er nogle, men den enkelte pædagog slipper ikke som forberedelse for at gøre sig tanker om, hvor henad aktiviteter skal føre tanke- og diskussionsmæssigt: Insekthotel, vandopsamling, kompost, nedbrydningsforsøg, den cirkulære have, ormefarm, lave en eng, plante et træ, hvad er klamt i naturen, hvor grøn er søen gennem året, hvad ligger på stranden, som ikke kommer fra havet, scienceforsøg generelt (se om sciencepædagogik på http://www.naturpaedagogik.dk/nynaturvid.htm). Man kan downloade et idékatalog til arbejdet med børn og bæredygtighed her: Grønne Spirer: Bæredygtighed i børnehøjde. Gode, konkrete overvejelser kan man læse mere om i kapitlet "Pædagogik for bæredygtighed i daginstitutioner - åbninger og dilemmaer" i bogen "Bæredygtighedens pædagogik" fra Frydenlund Academic, 2021. Endelig har min kollega Tejs Møller skrevet et lille fint kapitel om bæredygtighedspædagogik, som kan støtte i arbejdet, i: Møller: Natur, udeliv og bæredygtighed, kap. 9 i Teamer og aktiviteter i dagtilbud, red. Christian Aabro, Hans Reitzels Forlag, 2021.

Uddannelse for Bæredygtig Udvikling, UBU, kan og bør starte tidligt i livet og være en del af udforskningen og erkendelse af omverdensforhold, bæredygtighedstankegangen er en filosofi - men også en konkret filosofi, hvor i gennem det kan tydeliggøres, at menneskers valg har konsekvenser og at det kan nytte at gøre noget - og at det kan være spændende, sjovt, udvidende, lærerigt at gøre noget. Heri ligger også nogle potentielle demokratiske erkendelser. At arbejde med bæredygtighed er ikke blot en reduktion af muligheder, at forbruge mindre osv, men arbejdet med begrebet knytter sig i højere grad til opnåelse af nye, spændende muligheder for at lære og arbejde med verden, arbejde gennem leg, eksperimenter og dialog i tæt sammenhæng med hverdagens praktiske gøremål og det nære.

Hvordan kan menneske og natur fungere sammen?

TILLÆG om bæredygtighed

Håndbog i naturpædagogik: