Tyren
Tyrens trekantede hoved er ret let at finde neden under Perseus. Tyrens øje (stjernen Aldebaran) er tydeligt rødt. Stjernen er en rød kæmpestjerne 68 lysår væk med en diameter på 70 gange større end solen. Stjernetegnet Tyren omfatter 141 stjerner, men det er kun få, der er tydelige at se. De mange stjerner i trekanten er medlemmer af en hob af stjerner, der kaldes Hyaderne. Ifølge den græske mytologi var de døtre af kæmpen Atlas og halvsøstre til Plejaderne (Syvstjernen), som ses ganske tæt ved stjernebilledet Tyren.
Engang lå verdens centrum i Fønikien, det store handels- og søfartsrige ved Middelhavets kyst, i det nuværende Libanon. Her herskede en konge ved navn Agenor. Hans smukke datter Europa havde for vane at gå ved stranden og plukke blomster på engene der.
En dag da prinsesse Europa og hendes hofdamer som sædvanlig strejfede omkring på engene, så de en stor kvægflok komme ned mod sig oppe fra bjergegnene længere inde i land. En stor hvid tyr skilte sig ud fra flokken og nærmede sig de unge piger. Det var et flot dyr, helt kridhvidt, med lange, svungne horn og store smukke øjne - det venstre blåt, det højre rødt ! Tyren virkede fuldkommen tam, og pigerne blev ikke bange for den. Den holdt sig tæt op ad Europa, der morede sig med at hænge blomsterkranse på dens horn. Hun vovede også at sætte sig op på tyrens ryg, og den lod sig roligt benytte som ridedyr. Efter et stykke tid gik tyren ud i vandet - Europa tænkte, den nok blot ville svale klovene lidt, men den blev ved at gå udefter, og da vandet begyndte at stige op over hendes ben, begyndte den skrækslagne unge pige at skrige om hjælp. Det nyttede ikke noget. Tyren fortsatte svømmende udefter, mens hofdamerne så hjælpeløst til på stranden, og snart var den forsvundet i det fjerne med Europa på sin ryg.
Tyren var ingen anden end guden Zeus - den mægtigste Gud af dem alle. I flere andre historier fortælles om Zeus' tilbøjelighed til at besøge menneskene i dyreskikkelse og flere steder fx. i Svanen skyldes besøget en elskovslyst tændt af en smuk jordisk kvinde. Således også her: Zeus havde kastet sine øjne på den smukke pige og var blevet optændt af elskov til hende. Han svømmede nu tværs over hele Middelhavet med hende på ryggen og da de kom i land, antog han menneskelig skikkelse. Her var Europa langt fra alle mennesker, hun kendte, ingen kunne hjælpe hende, og det gik, som den slags nu går....!
Zeus drog bort igen til nye eventyr og Europa, der nu ventede et barn, måtte blive alene tilbage på den fremmede kyst. I Fønikien opkaldte man de fremmede egne, hun var kommet til, efter hende, og således fik vor verdensdel sit navn! Efter nogen tid fødte Europa en søn, der til hendes forfærdelse og logiske sorg viste sig at være halvt menneske og halvt tyr. Hun blev boende i det fremmede med sin vanskabte søn, og ville ikke hjem, da man fra Fønikien fandt frem til hendes opholdssted. Sønnen, Minos, voksede op og udviklede gode lederevner til trods for sin fremtræden.
Minos rejste han til Kreta, der på det tidspunkt
havde den mest veludviklede kultur. Her lod han bygge et kæmpe palads i Knossos,
som i bronzealderen var den største by på Kreta og centrum for den minoiske
kultur. Minos regerede over området længe og giftede sig med den smukke Pasifaë
som fødte Minotauros. Minos og Pasifaë fik tillige datteren Ariadne. Minotauros
var om muligt endnu mere vanskabt end sin far: Han havde tyrehoved og
menneskekrop og forfærdede logisk nok alle omkring sig. Derfor lod befolkningen
Minotauros spærre inde i en labyrint med et kompliceret gangsystem under
Knossos, som blev bygget af en dygtig arkitekt, Dædalus. Der blev hvert år ofret
syv drenge og syv piger (eller som det hedder i nogle tekster: Syv ynglinge og
syv jomfruer) for at Minotauros skulle være nogenlunde tilfreds og ikke forsøge
at bryde ud. Disse 14 unge mennesker var ikke fra Kreta - man stjal dem i Athen!
Theseus var en ung mand fra Athen, der var blevet godt træt at alle de ofre, der
blev sendt til Kreta. Han bad derfor sin far, Ægæus, om at komme med på skibet
til Kreta for at dræbe Minotauros og fik nølende lov på den betingelse, at
Theseus skulle sejle ud under sorte sejl, der skulle udskiftes med hvide før
hjemkomsten, hvis missionen lykkedes. Da han var vel ankommet drog han op til
kong Minos og bad om at blive sendt alene ind til Minotaros. Den unge datter
Ariadne havde imidlertid forelsket sig i den unge, tapre mand og besluttede sig
for at hjælpe ham. Hun gav ham derfor et magisk sværd og et garnnøgle. Theseus
sneg sig ind i labyrinten og lod garnnøglen trævle sig op hele vejen, så garnets
uldtråd dannede en ledevej ud igen, hvilket også var nødvendigt, for aldrig var
nogle kommet levende ud af labyrinten efter først at være kommet derned. Ved
hjælp af sværdet huggede han hovedet af Minotauros og ved hjælp af garnnøglet
kunne han finde vej ud af labyrinten igen. Herefter løb Ariadne væk sammen med
Theseus med hjælp fra Dædalus og de to unge elskende sejlede til øen Naxos.
Theseus var imidlertid aldeles forvirret over alt det, der var sket, så da de
skulle videre, glemte han simpelthen Ariadne, der lå og sov. Guden Dionysos
fandt hende i stedet og gjorde hende til sin hustru. Theseus glemte i øvrigt i
sin forvirring sit løfte til sin far og da Ægæus så skibet vende tilbage til
Athen med sorte sejl, gik han ud fra, at Theseus var blevet dræbt af Minotauros
og han kastede sig ude af sig selv af sorg i havet, som siden da kom til at
hedde Det Ægæiske Hav.
Minos straffede Dædalus for at have hjulpet Theseus og Ariadne til at flygte og
lukkede Dædalus og dennes søn Ikaros inde i labyrinten, men den kunne Dædalus,
som jo selv havde konstrueret den, let finde ud af. Minos blev senere dræbt af
Dædalus, som ved hjælp af et rør i loftet hældte kogende vand eller olie ud over
ham, da han var i bad. Efter sin død blev Minos dommer i Hades' dødsrige.
Tilbage til oversigten :
