Store Bjørn

Karlsvognen er en del af stjernebilledet Store Bjørn. Karlsvognens syv stjerner er kendt af alle og er blevet betragtet tidligt i norden som Karlavagnan (altså: Mandens vogn), mens Lille Bjørn udgjorde Kvennavagnan. På engelsk hedder de Store Øse og Lille Øse, mens de gamle ægyptere har set den som en skinke og senere i Egypten er den blevet betragtet som en båd, araberne har opfattet den som en skattekiste eller ligkiste og endelig så man den i Indien som en himmelsk plov. Lille Bjørn kan godt minde om en mindre udgave af Karlsvognen, men den er meget svagere. Kun endestjernen, Nordstjernen, ses tydeligt. Nordstjernen står i stik nord og er derfor et glimrende navigationspunkt. I øvrigt stammer ordet Arktis fra det græske ord for Store Bjørn (Arktikós - som betyder "nær Nordstjernen) og Antarktis (altså Sydpolen) kommer fra Anti-Arktis - altså "modsat Nordstjernen").

Den midterste af Karlsvognens tre vognstangs-stjerner, Mizar, har en mindre følgestjerne, Alcor. Evnen til at kunne få øje på Alcor er blevet brugt som synsprøve for søfarende, og det siges at være et stensikkert middel mod slangebid at fremsige følgende, når man får øje på Alcor: "Alcors Herre, bevare mig for alle skorpioner og slanger." Jeg har prøvet og er da endnu ikke blevet bidt !

Historien nedenunder involvere også stjernebilledet Bootes, som lyser lidt mindre tydeligt på himlen med undtagelse af den meget klare endestjerne Arcturus. Man kan med lidt god fantasi se hvorledes Bjørnevogteren i Bootes står med hævet jagtdolk over for Den Store Bjørn, der ligger og spræller !

Historien her er den græske bjørnetragedie om Den Store Bjørn :

Artemis var gudinde for naturen og de vilde dyr. Hun var den evigt kyske, som ikke ville vide af mænd. Artemis havde en flok nymfer som følge og de måtte alle sværge at forblive jomfruer ligesom gudinden.

Kallisto var en ung smuk pige, der nu opnåede den store ære at blive optaget i nymfe-flokken. Hun sværgede sin jomfrudom ligeså og opførte sig ganske eksemplarisk og efter et års tid var hun blevet en af Artemis'  yndlinge. Imidlertid forelskede Zeus sig i hende og forførte hende. En dag var nymferne i bad og stor var forfærdelsen, da det nu viste sig, at Kallisto var højgravid.

Artemis' vrede var frygtelig. Da Kallisto fødte sønnen Arkas, blev han straks givet bort i pleje og Artemis jagede Kallisto ud i den store, vilde skov, hvor hun forvandlede hende til en bjørn. Kallisto kunne nu flakke rundt i skovene som et vilddyr, men med sin menneskeforstand i behold.

Efter mange års forløb så hun tilfældigt i en lysning i skoven en ung mand og hun genkendte ham straks som sin søn. Glad løb hun ham i møde med udbredte arme. Den unge mand, der så en kæmpe bjørn komme hen mod sig i fuld fart, blev rædselsslagen, hævede sin jagtdolk og stødte den i brystet på bjørnen, der styrtede om ved hans fødder - død, dræbt af sin egen søn ! Imidlertid brød Zeus nu ind (rimeligt nok, for han var jo også om nogen årsag til misséren) og rykkede dem begge op på det fornemste sted til evigt liv på himlen, ganske tæt ved nordpolen - hér kan man således stadig se Store Bjørn og sønnen - Bjørnevogteren (Bootes).

Og som mange andre stjernehistorier findes varianter af historien - her en kort variant:

Zeus var gift med Hera, der (med god grund...) var ret jaloux. Zeus´ affære med Kallisto bar frugt i form af en lille søn. Drengen voksede op og blev en ung stærk mand, som holdt meget af at gå på jagt. En dag han var ude i skoven for at jage, fik han øje på en stor bjørn. Langsomt sneg den unge mand sig ind
uvidende om, at det var hans mor. Heldigvis opdagede Zeus, hvad der var på færde. Og han afværgede med nød og næppe ulykken ved også at forvandle sønnen til en bjørn. På den måde blev stjernebilledet "Lille Bjørn" skabt.

I sidstnævnte version får vi således også et tredie stjernebillede præsenteret, nemlig Lille Bjørn, der kan ligne en lille spejling af Store Bjørn og hvor ende-stjernen i Lille Bjørns vognstang er Nordstjernen, der er en ægte kompas-stjerne: Den står stik nord!