Månedens naturfoto:
Klik for stort billede og fortælling!

 

NYT om skovflåt
 

I bogen kan læse om en af de få "farligheder" i den danske natur - nemlig skovflåten Ixodes ricinus. Der kommer hyppigt ny viden til om den lille blodmide, derfor kommer bogens afsnit her i opdateret udgave:

En af de mest omtalte “farer” i den danske natur i de seneste år er en uhyre almindelig mide: Den lille og meget omdebatterede skovflåt: Skovflåten (med det latinske navn Ixodes ricinus) bliver ofte stadig kaldt en tæge, men en tæge er et insekt med 6 ben, mens skovflåten har 8. Skovflåten er en spindler (ligesom edderkopper, mejere, skorpioner osv. – se den systematiske oversigt i bogens kapitel 7 om “Livets system”). Skovflåter tilhører en særlig gruppe af mider, der hedder blodmider, som er den eneste mideart i Danmark som overfalder mennesker!

Skovflåter findes hyppigst i højt græs i fugtige skovområder, og den er ganske udbredt fra april til september, hvor temperaturen bedst passer den og den derfor er aktiv – dog ses den sjældent midt på sommeren, idet det er for tørt da efter dens smag, så på dette tidspunkt sidder den mere eller mindre passivt hen og er ikke aktivt fødesøgende. Nogle gange, hvis de klimatiske forhold er til det, kan flåtsæsonen forlænges udover denne periode. Det ses således ind i mellem, at skovflåter dukker op allerede i marts og det hænder også, at man kan blive bidt af skovflåter helt hen i oktober, hvis denne er mild. Fugtige somre kan også bevirke, at man kan blive bidt midt om sommeren. Skovflåten behøver en middeltemperatur på mindst 5 grader celsius og en vis luftfugtighed for at kunne være aktiv. Milde vintre betyder at flere skovflåter overlever og hvis slutningen af vinteren af mild, kan de komme hurtigt op i aktivitetsniveau i stort antal. På friluftsture, hvor man ikke specielt har beskyttet sig, er det almindeligt at få indtil flere skovflåt på sig, om end nogle mennesker bliver sjældnere ramt end andre.

 

Skovflåten er nærmest blind, men har en veludviklet lugtesans, så den kan givetvis lugte smørsyren i varmblodede dyrs sved og kan desuden sandsynligvis sanse varme, og mærker den et varmblodet dyr tæt på, lader den sig falde blindt fra sit græsstrå over på det og giver sig til at kravle rundt på offeret, indtil den finder et velegnet sted med tynd hud og lettilgængelige blodårer at bide sig fast og suge blod fra. Her sætter den sig så og borer munddelene ind i huden. Munddelene bliver spredt ud som en vifte, så de udgør en glimrende modhage, og skovflåten er nærmest umulig at fjerne ved blot at hive i den – rent faktisk kan den i så fald let brække over.

Når skovflåten bider, spytter den så at sige i såret og hindrer dermed blodet i at størkne og med lokalbedøvende stoffer prøver den at hindre, at byttedyret let opdager (og fjerner) den. Det gør således ikke ondt at blive bidt af en skovflåt, faktisk er det svært overhovedet at mærke. Spyttet indeholder desuden en komponent, som virker som beton, og dermed ekstra fæstner munddelene i såret. Flåten skærer små blodkar tæt under huden i stykker og danner en såkaldt blodpøl, altså en lille sø af blod der strømmer ind fra de ituskårne blodkar lige under flåtens munddele, som gør det nemt for den at opsuge blod. Flåten filtrerer aktivt blodet for væske og salte, så den kun opsuger de mest næringsrige bestanddele af værtens blod.

Skovflåten lever i op til fire år og gennemgår fire stadier fra æg til voksen. I de tre sidste stadier er miden meget flad, når den ikke har suget blod, men kan fordoble sin størrelse flere gange, når den har fyldt sin mave (bagkrop). Den bider mennesket i to stadier: Det lille nymfestadium, samt den voksne hun. Den sidste er så stor, at man nok skal opdage den, mens nymfen blot er som et lille knappenålshoved og derfor problematisk at opdage. Skovflåten har to stadier mere: Som æg (der sidder nede på den lave skovvegetation), samt som det helt unge larvestadium, der ikke suger på mennesker, men på smågnavere – og det er herfra, at skovflåten inficeres med Borrelia-bakterien.

 

 

 

Mellem hver fjerde og hver femte skovflåt er bærer af bakterier ved navn Borrelia burgdoferi, som kan fremkalde sygdommen borreliose (eller Lymes syndrom). Erfaringsmæssigt ved man, at skovflåten sjældent overfører Borrelia-bakterien, før end den har siddet og suget i ca. 24 timer, så kan man få fjernet skovflåter inden for det første døgn, skulle man have store chancer for at undgå borreliose. Bedst undersøger man huden på hele kroppen ved at gå i bad og lade fingrene glide søgende hen over huden. Flåter har det med at sætte sig, hvor huden er tynd (yderligt liggende blodkar) og hvor det er varmt og fugtigt dvs. i næhaserne, skridtet, lysken, navlen, armhulerne, bag ørene og lignende steder og kan også sætte sig mere besværlige og intime steder som på skamlæber/pung eller på øjenlågets kant, så man skal kigge grundigt over alt eventuelt med en lup, hvis man er i tvivl om en plet er et modermærke eller en flåt. Finder man en skovflåt, fjernes den bedst med en spids pincet, som bruges til at trykke munddelene sammen med, så dyret kan trækkes ud uden problemer. Der er flere særlige “flåt-fjernere” på markedet, som enten består af en pincet med fjeder (“tægefjerner” fra 3M), et tyndt kort med dykkede hjørner (sælges under navnet Safecard - man kan med lidt snilde sagtens anvende et almindeligt kreditkort) eller en såkaldt Tickner, som fryser flåten til minus 40 grader i løbet af få sekunder uden risiko for skader på huden hvor flåten når ikke at blive stresset (og dermed kommer den ikke til at brække sig og kaste Borrelia-bakterier op i såret) - der er derfor ingen smitterisiko ved denne metode; flåten dør med det samme på under 30 sekunder og kan derefter fjernes med en lille tang bag på Tickner. En spids pincet er klart det enkleste og kan også bruges til andre ting, såsom at fjerne splinter med. Der findes andre og mere langsommelige metoder, som at lukke dyrets åndehuller på bagkroppen ved at smøre flåten ind i vaseline, sprit eller lignende og tvinge den til at give slip. Det må frarådes at “nulre” for meget på flåten, da man derved risikerer utidigt at trykke flåtens maveindhold med Borrelia-bakterierne over. Fjerner man ikke skovflåten dumper den selv af, når den er mæt – det kan sagtens tage en hel uge.

Man bør undgå at blive angrebet af borreliose, selv om sygdommen som regel forløber mildt. Første symptom, som ses i 80% af tilfældene, er dannelse af en langsomt voksende rød ring rundt om bid-stedet (kaldes Erythema migrans). Får man en sådan, bør man gå til læge – sygdommen er nem at bekæmpe på dette stadium med en mindre dosis antibiotika. De næste symptomer minder mest om en influenza, og er man rigtig uheldig, hvilket sker for 150-200 danskere om året, udvikler sygdommen sig til neuroborreliose, som er ganske alvorlig og kan give ubehagelige lammelser og hjerteproblemer. På dette stadium er sygdommen også meget mere besværlig at bekæmpe og kræver ofte hospitalsindlæggelse og store doser antibiotika.

I juli 2015 blev der via DNA-undersøgelser af danske skovflåter opdaget to andre Borrelia-art end Borrelia burgdoferi: Borrelia miyamotoi og Borrelia spielmani, hvor førstnævnte har påkaldt sig særlig opmærksomhed, idet den inficerer mennesker uden at efterlade det karakteristiske røde, ringformede udslæt. Til gengæld giver den periodisk feber, og derfor kan man selv og eventuelt en læge komme til at tro, at man fejler noget helt andet end borreliose. Men der er altså tale om borreliose, blot i en anden form. Den nye art forårsager i første omgang muskelsmerter og det, der på engelsk kaldes relapsing fever, hvilket er en flere dage lang feber, der forsvinder igen, men senere efter 10 dage vender tilbage. Den nye art kan ligesom Borrelia burgdoferi give borreliose med alvorlige konsekvenser til følge, hvis sygdommen ikke opdages i tide og behandles.

Når man tænker på flåt-båren sygdom, er det primært borreliose, man tænker på. Skovflåt kan dog også - sjældnere - overføre andre sygdomme. Risikoen for at blive smittet er dog lille, man regner med at risikoen for udvikling af en sygdom efter et bid er på 1 ud af 150, hvilket dog er nok til, at man bør være bevidst om de risici, der er.

Én af sygdommene skovflåten i sjældnere tilfælde kan overføre er den såkaldte flåt-feber. Denne tilskrives Ehrlichia-bakterien (Neoehrilishia mikurensis), som dog officielt har skiftet navn og nu bliver kaldt Anaplasma (det fulde navn er nu Anaplasma phagocytophylum). Bakterien inficerer hvide blodlegemer hos værtsdyret (dvs. blandt andet også mennesket), hvilket kan ses som særlige udposninger (inklusioner) i de hvide blodlegemer i værtsdyrets blod, hvilket medfører alvorlige influenzalignende symptomer og i værste fald kan føre til blodpropper. Anaplasma overføres via de smågnavere, som de små skovflåt-nymfer æder blod fra. Langt de fleste, der bliver smittet med ehrlichiose, bliver raske af sig selv igen. Som det nævnes i bogen er det primært svagelige personer, der er i farezonen og det bør pointeres, at flåtfeber er betydeligt sjældnere end borreliose. Igen danskere er endnu blevet alvorligt syge, men meget tyder på, at sygdommen er på fremmarch og der derfor skal holdes øje med den i fremtiden.

 

 

Formodentlig maksimalt 2% af skovflåter på Bornholm er desuden bærere af TBE-virus. TBE står for Tick Borne Encephalitis – altså “flåt-båren-hjernebetændelse” og TBE-virus kan netop føre til sygdommen Østeuropæisk Hjernebetændelse. Sygdommen er en ret farlig hjernehindeinfektion, som i værste fald kan medføre døden (i 1-2% af tilfældene), men den er meget sjælden i Danmark, og dødsfald har vi i modsætning til i Sverige heldigvis ikke oplevet. Svenske undersøgelser tyder på, at omkring 1 ud af 600 skovflåtbid kan forventes at resultere i en TBE-infektion. Borrelia-bakterien ligger i maven på skovflåten, mens TBE-virus sidder i spytkirtlerne, hvilket gør, at TBE-virus kan smitte øjeblikkelig ved bid, hvor Borrelia først føres over efter et par døgn. Man kan (i modsætning til borreliose) vaccinere effektivt mod TBE, og det kan anbefales, hvis man skal opholde sig i længere tid (dvs. flere uger) udendørs i bestemte dele af Sverige, Tyskland, Baltikum, Rusland, Balkan, Østrig eller på Bornholm. Fjernes skovflåten hurtigt, minimeres risikoen for smitteoverførsel formentlig, om end ikke på samme klare måde som gældende for borreliose.Man har for første gang i foråret 2004 fundet TBE-virus i skovflåt andre steder i landet end på Bornholm (nemlig på Sjælland) og den synes at sprede sig vestpå. Nyere undersøgelser tyder på, at risikoen for smitte med TBE-virus ikke mindskes ved at fjerne en bidende flåt hurtigt, men risikoen for at blive smittet er formentlig aldeles minimal - der regnes med under en halv procent pr. bid. Der findes ikke kur mod sygdommen og op mod 2 % af de smittede dør, dog er ingen endnu døde i Danmark. Ved langvarigt og "primitivt" ophold i naturen på steder, hvor TBE er udbredt, kan en vaccination anbefales - i Danmark gælder det kun Bornholm (samt nogle enkle fund i Teglstrup Hegn i Nordsjælland), det forventes dog, at TBE vil blive spredt mere vidt i årene fremover. Vaccinen skal fornys hvert tredje år. Også hvad angår TBE er det først og fremmest svagelige personer, der skal være opmærksomme, mens førskolebørn slet ikke synes at blive ramt af sygdommen. På Bornholm rapporteres for tiden gennemsnitligt to årlige sygdomstilfælde med TBE - patienter der kommer vel igennem sygdommen kan så til gengæld glæde sig over livsvarig immunitet.

I Danmark er der desuden blevet konstateret nogle få flere (og sjældne) flåt-overførte sygdomme:

Harepest, som er en såkaldt zoonose, det vil sige en sygdom hos dyr, som også smitter mennesker; den skyldes bakterien Franciscella tularensis, der kan overføres mellem et sygt dyr og mennesker via bid fra skovflåt. Infektionen kan forløbe helt uden symptomer, men som regel starter sygdommen ret akut med feber, kulderystelser, hovedpine, træthed og kvalme; det er også typisk, at der kommer hævede lymfeknuder i nærheden af det område, hvor bakterien er kommet ind i kroppen. Sygdommen behandles let og øjeblikkeligt med antibiotika, ubehandlet bliver man rask i løbet af nogle uger.

Kattekradssyge, der skyldes bakterien Bartonella henselae. Det er hovedsagelig katte, der kradser eller bider, som overfører sygdommen til mennesker, men den kan også overføres via flåt-bid. Sygdommen viser sig ved hævede lymfeknuder, og der kan være feber og almen sygdomsfølelse. Sygdommen går som regel over af sig selv efter få uger.

Rickettsioser, også kaldet plettyfus, som er zoonoser (overførsel af dyre-sygdomme til mennesker) forårsaget af Rickettsia-bakterier, der udløser influenzalignende symptomer i et par uger. Tilfælde af rickettsiose påvist i Danmark er for det meste erhvervet i Afrika. Forskellige arter af bakterien er dog fundet i Danmark, og smitte er mulig i Danmark ved bid af skovflåt.

Piroplasmose, hvis mest udbredte form hedder babesiose (eller på godt dansk: Blodpis). Dette er en udbredt parasitsygdom hos husdyr, bl.a. hos kvæg og får og forårsages af flere arter af Babesia, som er en slægt af encellede parasitter, der invaderer og ødelægger de røde blodlegemer. Der opstår akut sygdom med blodmangel (anæmi) og forekomst af hæmoglobin i urinen. Parasitten overføres med flåter og er endnu ikke set overført til mennesker i Danmark, men at det kan ske, kan ikke fuldstændig udelukkes.

Måske kan flåter sættes i forbindelse med helt andre sygdomsreaktioner fx. allergi. I hvert fald mistænkes flåternes bedøvelsesstoffer for at virke allergifremkaldende og kan måske fremkalde permanent kødallergi (http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/mysterium-flatbid-kan-give-kodallergi?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=91f15b9931-201604254_25_2016&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-91f15b9931-239646193).

Der er kommet langt flere skovflåt til end tidligere og dermed er sygdomsrisikoen for både borreliose, TBE, flåtfeber og måske andre overførte sygdomme også blevet større. En væsentlig årsag dertil er, at der kommet langt flere hjorte i de danske naturområder, på tyve år er antallet eksploderet fra ca. 120.000 til 400.000 og da hjortene er en vigtig fødekilde for skovflåt i alle dens stadier, er det ikke underligt at der parallelt med udviklingen i hjortebestandene, har vist sig en voldsom stigning i antallet af skovflåt. Da hjortene er blevet så mange, søger mange rådyr tættere på boliger og de medfølgende flåter bliver derfor smidt af i højt græs tæt på vores boligområder, hvilket reelt gør risikoen for flåtbid og sygdomsoverførsel endnu større og rammer flere, også de der ikke i så høj grad opsøger "vildere" naturområder. Nogle forskere mener, at skovflåt kan blive transporteret med fugle og dermed spredes til mange flere nye områder, hvor de ikke har været før - også på tværs af landegrænser med trækfugle. De globale klimaforandringer kan også vise sig at påvirke udviklingen af flåtbårne sygdomme: Mildere vintre gør at flere og skovflåt overlever og måske kan sæsonen forlænges dels pga. mildere forår og efterår og dels pga. skovflåtens fugtighedskrav: I modeller for vejrudviklingen viser sig nemlig et mønster med mere nedbør, hvilket vil være en fordel for de små dyr, der bliver inaktive i tørre perioder. Med varmere vejr vil danskerne desuden sikkert tilbringe mere tid udendørs (og vil derfor komme mere i kontakt med skovflåt) - dog vurderes der i Sundhedsstyrelsen, at forøget udeliv efter alt at dømme samlet vil påvirke den generelle sundhedstilstand positivt, idet vi generelt kommer til at ville bevæge os mere. Måske kan nye bakterier invadere flåterne ved varmere klima, men intet tyder på, at TBE-bakterier eller Borrelia i sig selv vil påvirkes af de forventede temperaturstigninger. Man kan i sæsonen se de aktuelle optællinger af mængden af skovflåt her: http://myggetal.dk/

Der er fundet omkring 30 flåt-arter i Danmark, de fleste hos vilde pattedyr og fugle, men kun skovflåten vides at bide på mennesker hos os, skønt arten Dermacentor reticulatus, der er mange betragtes som bærer af Babesia, er under mistanke for i særlige, sjældne tilfælde at bide mennesker også i Danmark. Rundt i den store verden findes mange flåt-arter, der bider mennesker og smitter mennesket med diverse sygdomme, dette ses særligt i tropiske egne. Apropos klimaforandringer, så mener nogle, at vi fremover kan forvente nye arter skovflåt i Danmark og at disse vil byde på nye udfordringer i sygdomsmønstret. Særlig en subtropisk skovflåt-art ved navn Dermacentor reticulatus vækker bekymring, idet denne art sydfra nu har etableret sig i Nordtyskland, men dog er den endnu ikke fundet i Danmark.

Man kan dog i mange tilfælde undgå overhovedet at få skovflåter på sig, hvis man undgår bare ben og arme i høj vegetation. Ret sikker skulle man være, hvis man bærer gummistøvler og regntøj, hvor man har sat elastikker rundt om ærmerne, så de slutter helt tæt. Spørgsmålet er blot, om det er en særlig hensigtsmæssig beklædning i varmt vejr. Myggebalsam har tilsyneladende ikke nogen videre effekt, men nogle påstår, at hvidløgsspisere ikke blot undgår vampyrer, men også skovflåter. I Tyskland anbefales skovarbejdere at spraye sig med rosmarinvand (rosmarin kogt i vand). Helt sikker kan man imidlertid aldrig blive, så man bør undersøge efter enhver naturtur, om man skulle have fået den lille parasit på sig.

Det er som sagt sjældent, det går rigtig galt. Kender man til dyret og risikoen, kan man se på det som et vist eksotisk indslag i en ellers ufarlig dansk natur, og der er absolut ingen grund til at blive så bange, at man snyder sig selv for mange, store naturoplevelser. Det samme kan med god ret siges om alle de øvrige naturelementer, som vi ved, nogle er forbeholdne overfor. Børn kan periodisk udvise tilsyneladende voldsomme reaktioner mod f.eks. edderkopper, som kan få én til at spekulere på, hvordan en til tider så hysterisk reaktion er opstået. Nogle gange virker det nærmest trendy for børn (min egen erfaring er, at det især drejer sig om piger) at skrige og udføre en mindre krigsdans, når en edderkop viser sig. Man kan ikke udelukke, at pædagoger og andre voksne har påvirket negativt med deres egne fintmaskede filtre, men jeg finder det rimeligt at antage, at den voldsomme udadvendte reaktion fortrinsvist må betragtes som et led i udvikling af kønsidentitet, og at vi dermed har at gøre med en kulturelt bestemt naturdistance: “Rigtige piger hviner af edderkopper, og derfor skriger jeg”. Dette betyder ikke, at man blot bør sidde reaktionen overhørig som naturformidler, men man kan tage den som en inspiration til at arbejde med det bestemte dyr, så reaktionerne ikke bliver generelt socialt acceptable og integrerede i den enkeltes filter. Som pædagog og rollemodel bør man arbejde med sine egne “naturdistancer” og søge at rationalisere dem gennem viden og positive naturoplevelser. Man bør desuden forberede ture og sikre, at man medbringer det nødtørftigste til at klare de situationer, hvor naturen bliver lidt “farlig” (se bogens kapitel 24 “Blandede råd til naturturen”). “Den farlige natur” eksisterer ikke for alvor i Danmark, men den danske natur indeholder alligevel elementer, der kan udfordre ekstra.

Måske er det lige vigtigt at konstatere, at skovflåten kan ikke overleve indendørs, der er alt for varmt, og den vil i almindelighed heller ikke hoppe fra person (eller dyr) til menneske. Typisk "overfalder" flåter mennesker fra knæhøjde (eller børnehøjde, om man vil).

Du kan også finde mange oplysninger på internettet om skovflåt - se under på dette site i linkssamlingen under "edderkopper og arachnider".

Måske er det på sin plads at slutte denne artikel af med nogle forskellige interessante historiske facts: Skovflåten har fået sit navn af den svenske biolog Carl von Linné og kommer af ordet "ixos", der er afledt af det græske ord for planten mistelten og ricinus fra den amerikanske olieplante Ricinus communalis. Sandsynligvis mente Linné, at flåter hæftede sig fast til huden som den fuglelim, man tidligere udvandt af misteltenens bær, og at formen ligner bønner fra den amerikanske olieplante. I Sverige kendes flåter under betegnelsen "fästninger", som er et navn, flåten har fået efter dens egenskab – at sidde fæstet i huden. Mennesker har tidligt i historien været opmærksomme på flåters eksistens. Sokrates nævner flåter i Historia naturalis, og Plius den Ældre beskrev også flåter i 79 a.d. som dyr, "der suger blod, brister og dør, fordi de ikke har noget anus". Den beskrivelse dækker formentligt over hunflåtens æglægning, hvor mere end ¾ del af kropsvægten forvandles til æg. Disse tidlige referencer er dog usikre, og først langt senere er det muligt med sikkerhed at fastslå, at det er flåter, der omtales. Der findes i dag tre andre nærtbeslægtede skovflåt-arter til vores egen Ixodes ricinus andre steder i verden (Ixodes persulcaturs, Ixodes pacificus og Ixodes scapularis).

Da en guldsjakal (et patterdyr, der normalt ikke findes i Danmark) blev skudt i februar 2017, fandt man på sjakalen 21 engflåter (der på latin hedder Dermacentor reticulatus). Flertallet af disse var bærere af sygdomsbakterien Rickettsia raoultii, der er helt ny i Danmark og kan overføres til mennesker og hunde og kan give alvorlige forstyrrelser i lymfesystemet og et karakteristisk kulsort ar på størrelse med en femkrone, indtil huden afstødes og falder af. Bakterien skal slås ned med en anden type antibiotika end Borrelia, så det er vigtigt at vide, hvilken sygdom man har med at gøre. Denne flåt-art er på mange måder anderledes end skovflåten, fx. bider også voksne hanner og bakterien overføres fra forældreflåten direkte til æggene, så de "fødes inficerede". Endnu er engflåten ikke etableret i Danmark, med med klimaforandringer og nye arter kan det godt være, at denne sygdom fremover skal tages yderst alvorligt på linje med borreliose.

Sygdommen som bakterien Borrelia burgdorferi forårsager, hedder Lyme-disease efter det sted i USA, hvor man først opdagede lidelsen. På en måde blev lidelsen allerede beskrevet i 1909 da den svenske læge Dr. Arvid Afzelius, for det Svenske Dermatologiske Selskab (en klub for hudlæger), demonstrerede patienter med rødlige udslet som ofte optrådte efter bid af skovflåter. Dr. Arvid Afzelius vidste imidlertid ikke, at det var nogle bestemte bakterier fra skovflåtens tarm, der forårsagede sygdom. I 1975 kontaktede nogle husmødre fra området Lyme County, Connecticut i USA de offentlige sundhedsmyndigheder. Man havde i det lille samfund på kun 5000 mennesker haft 11 tilfælde af en ellers meget sjælden forkommen ledegigt. Mange af patienterne havde et par uger før haft samme slags rødlige udslet som Dr. Arvid Afzelius beskrev i 19! I 1977 påviste Dr. Willy Burgdofer de borreliabakterier, som var årsag til sygdommene. Man valgte derfor at kalde bakterien: Borrelia burgdoferi. Senere er andre arter af Borrelia blevet beskrevet - fx. som nævnt tidligere Borrelia miyamotoi og Borrelia spielmani - de fleste andre andre giver samme sygdomsmønster som Borrelia burgdoferi.

Et stort, internationalt forskerhold har gennem flere år arbejdet med en komplet sekventering af flåtens genom, det vil sige en kortlægning af dyrets DNA (kilde: http://www.nature.com/ncomms/2016/160209/ncomms10507/full/ncomms10507.html), hvilket giver mulighed for at udvikle et effektivt og målrettet angreb mod skovflåten og bekæmpe selve flåten eller bekæmpe dens overførsel af Borrelia-bakterien. Det kan godt problematiseres såvel økologisk som etisk, at mennesket helt udrydder et dyr, men hvis man kan mindske antallet af flåter, som har været stigende i en længere årrække, eller måske målrettet gå efter Borrelia-bakteriernes mulighed for at blive overført, vil det nok for de fleste anses for en stor gevinst.

Diagnosen borreliose stilles via en blodprøve hos egen læge, men en del danskere er søgt udenlands for at få foretaget en alternativ borreliose-test - særligt til Tyskland - fordi de ikke stoler på den danske metode og mener, at de har symptomer, der kunne skyldes borreliose, men er blevet afvist som sådan i Danmark. Dette giver anledning til megen, følelsesladet diskussion på sociale medier - man kan læse lidt om problemstillingen her.

 

Jeg har i min undervisning brugt følgende præsentation med fotos, som her kan ses her som en "flipbook"! Det fællesnordiske forskningssamarbejde Scantick (http://scandtick.com) formidler aktuel viden om skovflåt og har et særligt undervisnings-site for børn her: http://www.flått.info/flaringt-dk.html.

God fornøjelse med de små parasitter!!

 

Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 286 6
Forlaget Politisk Revy,
2. udgave, 2006.